Evakueret fra Kabul risikerer straf i landsret
Straffesag mod en tidligere vagt på den danske ambassade i Kabul ruller videre til Østre Landsret.
Anklagemyndigheden er ikke tilfreds med, at en evakueret afghansk mand i Københavns Byret undgik at blive straffet for at have overtrådt et forbud mod indrejse i Danmark.
Dommen om bortfald af straffen er blevet anket til Østre Landsret, oplyses det i Statsadvokaten for København.
Den 30-årige var blandt de mennesker, som blev hjulpet ud under den kaotiske situation i Kabul i slutningen af august, da Taliban havde overtaget magten i landet.
Med sin hustru og parrets to børn fløj han med et dansk evakueringsfly til København natten til 24. august.
Manden havde været ansat som vagt på Danmarks ambassade i Kabul i et års tid.
Men da det ved ankomsten i lufthavnen i Kastrup blev opdaget, at den 30-årige havde forbud mod indrejse på grund af en tidligere dom for brandstiftelse, besluttede anklagemyndigheden at rejse tiltale.
I Københavns Byret lagde hans forsvarer, advokat Kenn Jørgensen, forleden vægt på, hvor speciel situationen var.
- Hvis ikke det her er en nødretssituation, så er der ikke noget, der er en nødretssituation, sagde han.
På grund af de helt særlige forhold og formildende omstændigheder fastslog retten herefter i dommen 7. februar, at den 30-årige ikke skulle straffes.
Anklageren erkendte, at manden var i fare, men:
- Tiltalte havde stort set frit valg mellem alle verdens nationer, men så vælger han det ene, hvor han med sikkerhed ikke er velkommen, sagde senioranklager Anders Larsson.
/ritzau/