27 år og fem hjertestop: Mens hendes mand og søn sov trygt derhjemme, lå Elora Westh død på et diskoteksgulv

Fulde mænd og kvinder væltede ind over hende.

Nogle hoppede hen over den livløse krop, andre kravlede over baren for at komme forbi Elora Westh og den kvinde, der med kunstigt åndedræt og hjertemassage kæmpede for at bringe hende tilbage til livet.

Først da ambulanceredderne kom løbende ind og gav Elora Wesths hjerte stød, kom der igen liv i den dengang 23-årige mor, som med blink og udrykning blev hastet fra Zwei Grosse Bier Bar i det randrusianske natteliv til Aarhus Universitetshospital.

Imens lå Elora Wesths kæreste og deres seks måneder gamle søn og sov trygt hjemme i sengen. Timer forinden havde den lille familie spist sammen, og far og søn havde vinket farvel til Elora Westh, der skulle til julefrokost med sin mødregruppe den fredag aften i november.

Om søndagen skulle deres lille dreng døbes. Men nu, fire år senere, er han stadig ikke døbt. I de timer, hvor de havde forventet at sidde på kirkebænken, lå den unge mor og kæmpede for sit liv i en hospitalsseng.

En opvågning, der stadig spøger

I dag er Elora Westh 27 år og har indtil videre overlevet fem hjertestop.

Hun har fundet ud af, at hun lider af en ekstremt sjælden hjertesygdom, hvor døden oftest kommer snigende i søvne, men hvor hjertestop også kan fremprovokeres af f.eks. alkohol og koffein. Og det var formentlig lige præcis dét, der skete den nat i november, hvor Elora Westh totalt uvidende om den lurende sygdom gav den gas på dansegulvet og drak den ene koffeinholdige Mokai efter den anden.

Da den unge mor lå på diskoteksgulvet, mens en tilfældig kvinde hamrede hende i brystkassen med taktfaste slag, og fulde folk væltede hen over hende, blev hun en del af en statistik. I dag er det ifølge Region Midtjylland hver sjette, der overlever et hjertestop uden for hospitalerne. Det gjorde Elora Westh. Af dem, der overlever, vågner omtrent halvdelen ifølge Aarhus Universitetshospital op til en forandret dagligdag og livskvalitet, hvor de f.eks. har svært ved at huske og koncentrere sig. Det gjorde Elora Westh også.

Tilbage på den skæbnesvangre nat blev Elora Wesths kæreste – og nu ægtemand – vækket af, at nogen bankede på døren. Udenfor stod en grædende kvinde, han ikke anede, hvem var.

Efter et forgæves forsøg på at få fremstammet noget til ham, stak hun ham sin telefon. I den anden ende af røret var en kvinde fra Elora Wesths mødregruppe, som med sin besked rev verden, som familien kendte den, i stykker.

Elora Westh havde fået hjertestop og lå nu og svævede mellem liv og død i en ambulance, der med speederen i bund var på vej mod Aarhus Universitetshospital 40 kilometer fra deres hjem.

»Oliver (Elora Wesths mand, red.) fik straks fat i nogen, der kunne passe vores dreng, og så skyndte han sig til Skejby Sygehus, hvor han stadig sad, da jeg to døgn senere kom til bevidsthed. Han var det første, jeg så, da jeg åbnede øjnene,« fortæller hun.

Mellem vasketøj og bagekartofler

Da Elora Westh vågnede på hospitalet, kunne hun intet huske. Hverken fra den skæbnesvangre nat eller fra dagene op til. Men det kunne Oliver Westh, og oplevelsen havde rystet ham.

At have været så tæt på at miste sin kæreste havde bekræftet ham i, hvor højt han elsker hende. Så efter en pacemaker-operation, to ugers indlæggelse og nogle dage til at falde til derhjemme, faldt han på knæ.

»Han havde fået en idé om, at han ville fri NU, så det blev lidt desperat,« griner Elora Westh.

Den aften blev deres søn, Romeo, passet. Elora drønede rundt mellem madlavning og vaskemaskine, mens Oliver Westh faldt på knæ i stuen med en ring, han samme dag havde støvet op på vej hjem fra arbejde.

»Jeg ved ikke, hvor længe han havde siddet sådan, for det var et rent tilfælde, da jeg gik ind i stuen,« husker Elora Westh, som på ingen måde havde forventet det syn, der ventede.

»Da jeg så ham sidde på knæ med en ring i hånden, bakkede jeg ud af stuen igen, mens jeg sagde ”nej, nej, nej, nej, nej”,« fortæller hun og demonstrerer, hvordan hun i lidt for lang tid gemte sig bag dørkarmen, inden hun til sidst tog mod til sig og gik ind til sin kæreste.

»Jeg ville rigtig gerne giftes med ham, men det var den helt forkerte setting. Der var overhovedet ingen romantisk stemning den aften. Han tog virkelig røven på mig,« griner hun og tilføjer:

Artiklen fortsætter under billedet.

»Jeg kunne da godt have tænkt mig et enkelt stearinlys og en ring, der var pæn. Den, han havde fundet, lignede en mini-nytårskjole med sølvpailletter. Men jeg elsker stadig, at han gjorde det, så jeg sagde ja, kyssede ham og fik den underlige ring på.«

I august året efter tog Oliver Westh revanche med romantikken, da han gav sin hustru drømmebrylluppet med hvid kjole og kirkeklokker.

»Det var et fantastisk bryllup. Det var alt, jeg havde drømt om, og dagen efter rejste vi til Paris på bryllupsrejse,« fortæller hun.

Morgenkaffen kan slå ihjel

Selv om det unge ægtepar endnu ikke har fejret treårs bryllupsdag, har de allerede stået igennem mere modgang, end de fleste kommer til at opleve igennem et livslangt ægteskab.

Kort tid inden brylluppet skulle stå, fik Elora Westh sin diagnose: Brugada syndrom. En alvorlig og meget sjælden hjertelidelse, som også går under betegnelsen ”the sudden death”.

Betegnelsen har den ikke fået uden grund. Det er en ualmindelig lumsk lidelse, der er medfødt, men som de fleste lever med i årtier uden at være klar over det. Indtil den en dag tager livet af dem.

Hos de fleste er det første symptom et hjertestop, der kommer snigende, mens kroppen er i hvile i dyb søvn. Det ses igen og igen, at relativt unge personer, som bærer syndromet, går i seng om aftenen i den tro, at de er sunde og raske, og aldrig vågner igen.

Men syndromet kan også fremprovokeres, som det skete for Elora Westh den nat for fire år siden.

»Det kan blive fremprovokeret af alkohol og koffein, og den aften drak jeg Mokai med koffein i. Det havde jeg gjort masser af gange før, men måske blev det udløst lige netop dén aften, fordi min krop i den periode havde været udsat for meget – jeg havde jo lige født et barn et halvt år forinden,« fortæller hun.

»Selv om det var en forfærdelig nat, der ændrede mit liv for altid, føler jeg mig heldig over, at syndromet blev fremprovokeret, fordi det dermed skete på et tidspunkt, hvor der var folk i nærheden til at give mig førstehjælp. Ellers var jeg formentlig sovet ind en nat på et senere tidspunkt,« forklarer hun og tilføjer, at hun siden den nat har holdt sig langt væk fra koffein.

»Min hjerterytme bliver uregelmæssig bare jeg drikker en smule kaffe. Koffeinen kan give mig hjertestop. Så kaffe må jeg undvære, selv om jeg savner den,« smiler hun.

Kan være arveligt

Pacemakeren, der få dage efter det første hjertestop blev indopereret, er Elora Westh dybt taknemmelig for. Var det ikke for den, havde hun ikke været her mere.

»Min pacemaker er min allerbedste ven. Uden den havde jeg ikke oplevet min søn fylde fire år,« konstaterer hun og kigger over på lille Romeo, der sidder ved et børnebord i stuen og spiser makrelmadder med mayonnaise, mens han smågriner over en tegnefilm i fjernsynet. Lykkeligt uvidende om, hvor tæt han har været på at miste sin mor. Og uvidende om, hvilken kamp der potentielt venter ham i fremtiden. Brugada syndrom kan nemlig være arveligt.

Artiklen fortsætter under billedet.

»Min søn kan blive testet, når han er omkring 15 år. De andre i min nære familie et testet, og ingen af dem har syndromet, så jeg knuger mig til håbet om, at Romeo heller ikke har,« lyder det fra Elora Westh.

For nu er det i familien Westh kun Elora, der må kæmpe med diagnosen. Men det er også mere end rigeligt, og hun slås ofte med tanken »Hvorfor lige mig? Hvorfor ikke naboen?«.

Hjertestop igen, igen og igen

Anden gang hun fik hjertestop, kom det snigende, imens hun sov.

»Jeg vågnede af stødet fra pacemakeren. Jeg sov, så jeg mærkede ikke hjertestoppet komme. Hvis ikke jeg havde haft pacemakeren, var jeg sovet ind. Dét er min mands værste frygt. At vågne en morgen og finde mig blå og kold ved siden af sig,« siger hun.

Efter sit andet hjertestop tog Elora Westh fra lejligheden i København og hjem til forældrene i Randers. For hun var mere tryg ved at være under samme tag som sin mor, der er sygeplejerske.

Allerede tidligt næste morgen var den gal igen.

»Næste morgen skete det samme. Jeg vågnede af stødet, uden at have mærket hjertestoppet. Min mor ringede efter en ambulance, og mens jeg lå i ambulancen, kom det døgns tredje hjertestop. På det tidspunkt var jeg vågen, så jeg mærkede det hele. Det var så smertefuldt. Jeg skreg, inden det svimlede for mig, og jeg gled væk,« husker hun.

Igen reddede pacemakeren hende, og lægerne satte hende på en medicin, der kun sjældent bruges. For trods pacemakeren var tre hjertestop på ét døgn for meget.

»Der er ikke ret mange, der får den medicin, for den har nogle voldsomme bivirkninger. Man kan blandt andet få hjertestop af at tage den. Men det får jeg jo også uden,« siger hun og trækker på skuldrene, mens hun viser en pilleæske fyldt med aflange, farvestrålende tabletter i sort og pink.

»Nu spiser jeg dem to gange om dagen, ellers dør jeg. Men i det mindste er de flotte, ikke?« spørger hun med et grin.

Døden har hun lært at joke med.

Efter fire hjertestop, hvor hun ved to af dem var vågen, da de ramte, har hun også lært at genkende følelsen af døden, der nærmer sig. Da det femte hjertestop for kun to måneder siden ramte, kunne hun derfor nå at reagere, så hun undgik at hamre hovedet i gulvet.

»Jeg var alene hjemme med Romeo, og stod og lavede mad til ham i køkkenet, da jeg fik kraftige brystspændinger. Et hjertestop føles, som om der falder en sten ned over dig. Det gør virkelig ondt. Kort efter bliver jeg svimmel, og det hele kører rundt, og efter få minutter er jeg væk,« forklarer hun.

Den morgen nåede hun lige at lægge sig på sofaen og vende blikket mod sin lille søn, der legede på gulvet ved siden af. Det lykkedes hende at holde skriget over smerterne inde, og mens det sortnede for øjnene, bad hun bare til, at pacemakeren også denne gang ville virke.

Det gjorde den heldigvis. Og kort efter åbnede hun igen øjnene. Helt uden at sønnen nåede at opdage, hvad der lige var sket.

»Hjertestoppet er smertefuldt, og det sidste, jeg husker, er, at det sortner for øjnene. Kort efter vågner jeg af stødet i brystkassen, og så har jeg det faktisk okay igen,« fortæller hun.

Fejrer årsdagen for sin første død

Der er masser af ting, den 27-årige kvinde kunne ærgre sig over eller frygte. Men det nægter hun.

»Korttidshukommelsen svigter mig. Det er det værste,« fortæller Elora Westh.

»Hver gang jeg får hjertestop, får jeg tre måneders karantæne fra at køre bil, så det har jeg jo ofte. Jeg kan heller ikke køre i rutsjebane med min søn, når vi er i forlystelsesparker. Jeg kan ikke drikke kaffe. Jeg skal passe på med alkohol. Jeg bliver nemt træt. Og jeg kan ikke træne så hårdt, som jeg gjorde engang,« siger hun og fortsætter:

»I starten kæmpede jeg også med angstanfald. Jeg fik koldsved, når jeg hørte lyden af sirener. Og mange aftener havde jeg svært ved at falde i søvn, fordi jeg overtænkte hvert et hjerteslag af frygt for et nyt hjertestop. Men nu er jeg færdig med at gå rundt og være bange. Det er et meget bevidst valg, jeg har truffet.«

Heller ikke årsdagen for det første hjertestop kan få negative tanker frem hos Elora Westh. I stedet har hun valgt at fejre den dag.

»Mine forældre synes, jeg er skør. De mener ikke, det er en dag at fejre. Men jeg ser det som min genfødselsdag. Jeg fejrer, at mit liv fik lov at fortsætte. Så hvert år den 18. november sætter min mand flag på bordet, og så tager vi ud og oplever noget sammen. Vi skal huske at glæde os over, at jeg ikke gik bort den nat,« siger hun.

Farvel til drømmen om flere børn

Alt om prognoser for det syndrom, der giver Elora Westh det ene hjertestop efter det andet, kan findes på Google. Det samme gælder succesrater for den pacemaker, hun har fået indopereret. Det kræver kun et klik. Men det klik vil hun ikke tage. Hun vil ikke have en udløbsdato svævende over sit liv. I stedet har hun taget en bevidst beslutning om at få det bedste ud af livet, så længe hun har det.

»Jeg er opdraget til at tage den sikre vej, men nu gør jeg det stik modsatte. You only live once,« fastslår hun.

Hun har ændret sit navn fra Christina til Elora. Ganske enkelt, fordi hun bedre kan lide det navn. Hun er flyttet fra Randers til København, og snart flytter hun tilbage til mere landlige omgivelser, fordi det alligevel ikke føltes rigtigt i hovedstaden. Og så har hun, allerede inden hun fyldte 25 år, danset til sit drømmebryllup, for hvorfor vente, hvis der er noget, man gerne vil nå at opleve?

»Mine forældre kan slet ikke vænne sig til mit nye navn, men hvorfor skulle jeg ikke skifte til et navn, jeg elsker?« spørger hun.

Der er dog én oplevelse, Elora Westh higer efter, men som hun endnu ikke ved, om hun nogensinde kommer til at få: at give sønnen, Romeo, en lillebror eller lillesøster.

»Jeg vil rigtig gerne give Romeo en søskende,« siger hun, mens smilet for første gang i samtalen forstummer på den livsglade kvinde.

Hendes mand, Oliver Westh, er bange for, at prisen for et barn er Eloras Wesths liv. Og den pris er han ikke villig til at betale. End ikke for at få opfyldt deres fælles drøm om at blive en familie på fire.

»Lægerne tror godt, at jeg ville kunne gå igennem en graviditet, men Oliver er bange for, at min krop ikke kan holde til det,« siger hun.

»Jeg håber dog, at jeg en dag kommer til at opleve det.«