Fortsæt til indhold
Indland

Mette Frederiksen holdt minksagen ud i strakt arm, men slettede sms’er hev hende tilbage i sagens centrum

Ifølge statsminister Mette Frederiksen hørte både store dele af embedsværket, fødevareministeren og Folketinget om det manglende lovgrundlag i minksagen, før hun gjorde det. Gennem hele forløbet har hun placeret ansvaret hos særligt én ministerkollega. Her er historien om statsministeren og minksagen.

Denne artikel blev første gang bragt i forbindelse med Jyllands-Postens artikelserie ”De sidste minkavlere”. I anledning af Minkkommissionens beretning, der udkom torsdag d. 30. juni 2022, genfortæller vi historien om 24 timer, der lagde et helt erhverv i graven.

På en råkold decembermorgen klokken lidt over syv trillede et særsyn op ad Howitzvej foran Retten på Frederiksberg. En rød-grå traktor med en blå ladvogn plastret til med skilte, bannere og en talerstol med påskriften »GRUNDLOV«.

Et kvarter senere lød det første dumpe slag på en enlig tromme ud i morgenmørket.

»Vi skal larme så meget, at hun ikke kan høre sig selv tænke,« udbrød ejermanden, der traskede rundt i cirkler foran retsbygningen.

I løbet af en halv time piblede demonstranter med skilte frem.

»Hvorfor lyver Mette«

Da statsministeren selv skulle afhøres i Minkkommissionen, gav demonstranter hende en larmende velkomst. Nogle protesterede over minksagen, mens andre signalerede skepsis over for vacciner og coronarestriktioner. Arkivfoto: Thomas Borberg/Ritzau Scanpix

Et stort foto af statsminister Mette Frederiksen placeret bag tremmer ledsaget af teksten »Ind med Slette Mette — Lev med det« vuggede op og ned.

En medbragt højtaler skiftede mellem Men In Black-slagsangen ”Mette Ciao” og Kim Larsens ”Midt Om Natten”.

Med afspærringstape konstruerede betjente en korridor for journalister og tilskuere til dagens afhøring i Minkkommissionen. Advokater, der arbejder som bisiddere for vidnerne i minksagen, viftede med deres adgangskort for at vise, at de også skulle ind i køen.

Til buhråb ankom landets statsminister lidt før kl. 9. Hun kunne knap høre, hvad hun blev spurgt om, da hun stoppede foran tv-kameraerne.

»Men jeg vil sige helt generelt, at vi desværre var nødsaget til at træffe en beslutning for et år siden om aflivning af alle mink. Og det var den rigtige beslutning,« sagde Mette Frederiksen.

Mette Frederiksen var vidne nummer 55, der blev afhørt i Minkkommissionen. Foto: Thomas Borberg/Ritzau Scanpix

Hendes afhøring den 9. december 2021 var den foreløbige kulmination på minksagen, der et år tidligere begyndte, da regeringen meldte ud, at alle mink skulle aflives, selv om der ikke var lovhjemmel til at kræve det.