Fortsæt til indhold
Indland

Mangler du et sted at lade? Randers Kommune ønsker ladestandere på private parkeringspladser

Interesserede virksomheder får muligheden for at være med i et fælles udbud, hvis man vil gøre sin ladestander tilgængelig for andre.

Der skal være flere tilgængelige ladestandere til elbiler i Randers.

Derfor er kommunen nu ved at undersøge, om lokale virksomheder og boligforeninger er interesserede i at lave ladestandere på deres parkeringspladser, som skal være tilgængelige for offentligheden.

Formålet er at finde ud af, om ladestandere på private parkeringspladser kan bidrage til en stærkere lade-infrastruktur i kommunen.

»Randers Kommune skal være klimaneutral inden 2050, og et fintmasket net af ladestandere er en forudsætning for, at vi kan nå det ambitiøse mål, vi har i vores Klimaplan: At mindst 25% af alle personbilerne kører på el eller brint senest i 2030. Det er en opgave, vi skal løfte sammen,« siger borgmester Torben Hansen (S).

Virksomheder kan være med i fælles udbud

Undersøgelsen bliver gennemført i et samarbejde med virksomheden ParkPrivate. I den forbindelse vil virksomheder og boligorganisationer, hvor det vil være oplagt at etablere ladestandere, blive kontaktet direkte for at høre, om de har planer om at installere ladestandere eller er interesserede i det.

Resultaterne bliver samlet i en rapport, som vil give Randers Kommune et samlet overblik over potentialet for at udbygge ladeinfrastrukturen med ladere på private parkeringspladser.

Undersøgelsen vil munde ud i et fælles udbud, hvor de interesserede virksomheder vil få en lang række forskellige tilbud fra ladeoperatører på etabling og drift af ladestandere.

Det står herefter virksomhederne frit for at vælge det tilbud, som er den bedste løsning for dem.

Resultatet af undersøgelsen skal være klar i starten af marts, og det fælles udbud bliver gennemført umiddelbart efter.