Fortsæt til indhold
Indland

Lastbil med 28 ton sand er væltet på Østjyske Motorvej

Der er sket Østjyske Motorvej i sydgående retning.

Der er sket en ulykke på E45 Østjyske Motorvej i retningen fra Vejle mod Skærup. Det yderste spor er spærret mellem afkørsel 60 Vejle N og Vejlefjordbroen.

En stor entreprenør-lastbil fyldt med 28 ton sand er væltet i tredje vognbane og har smidt sand ud over anden vognbane, fortæller vagtchef Torben Wind fra Sydøstjyllands Politi.

Politi og redningsmandskab er på motorvejen, hvor ulykken skete kl. 07.14. Der er ikke nogen tilskadekomne, fortæller vagtchefen, men der er kødannelse.

Lig nu er første vognbane åben, og noget af trafikken ledes ind igennem Vejle by. Oprydningsarbejdet forventes overstået sidst på formiddagen eller evt. ved middagstid, lyder medlingen kl. 9.

»Det kommer til at tage noget tid, da det jo drejer som 28 ton sand, der skal væk,« siger vicepolitikommissær Mikkel Ross.

Han fortæller også, at en patrulje har eskorteret en gravmaskine ud til motorvejen, der skal hjælpe med at skovle sandet væk fra vejen.

Kl. 9. kæmpede man fortsat med at få fjernet de mange ton sand på motorvejen, og kun én bane var farbar. I forbindelse med oprydningsarbejdet har en patrulje bl.a. eskorteret en gravmaskine ud til motorvejen, der skulle hjælpe med at skovle sandet væk fra vejen.

På daværende tidspunkt skulle man derfor forvente ca. en times ekstra rejsetid, skrev Vejdirektoratet på sin hjemmeside.

Kort før kl. 10.30 lyder meldingen fra Sydøstjyllands Politi, at første og anden vognbane igen er åbne. Oprydningen er stadig i gang, og bilisterne skal derfor fortsat køre forsigtigt forbi oprydningsarbejdet, skriver Sydøstjyllands Politi på Twitter.

Lidt i elleve er der ryddet helt op på motorvejen ved Vejlefjordbroen, og alle spor er igen farbare, skriver Sydøstjyllands Politi i den seneste opdatering på Twitter.