LA i klar melding: Ophævelse af Hjorts immunitet kan kun komme på tale, hvis lækage-sagen bliver fuldt oplyst

Liberal Alliance lægger nu pres på anklagemyndigheden i lækage-sagen.

Artiklens øverste billede
Forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen fotograferet i hjemmet i Humlebæk forud for sin 70 års fødselsdag.

Svesken skal på disken.

Sådan lyder det nu fra Liberal Alliance, der lægger pres på anklagemyndigheden i lækage-sagen.

Hvis lækage-sagen ender med tiltaler skal tidligere forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) have ophævet sin immunitet af Folketinget, men det vil Liberal Alliance kun være med til, hvis sagens detaljer kommer frem. Hidtil er det stadig uvist, hvordan sigtelsen mod Hjort og fire andre i lækage-sagen lyder.

»Vi kommer vi ikke til at stemme for en ophævelse af Claus Hjort Frederiksens parlamentariske immunitet, med mindre der foreligger et fuldt oplyst grundlag for at gøre det,« siger Henrik Dahl.

Det betyder, at Liberal Alliance som minimum vil kende anklageskriftet, hvis altså det kommer dertil.

»Når vi ønsker et fuldt oplyst grundlag, før vi tager stilling til spørgsmålet om parlamentarisk immunitet, er det på grund af de forhold, som er skyld i, at grundlovens paragraf 57 i det hele taget eksisterer. Ingen regering skal kunne opdigte anklager imod et medlem af oppositionen, og med disse anklager i hånden rejse en sag, der munder ud i en fængselsdom. Derfor eksisterer paragraf 57,« siger Henrik Dahl.

Paragraf 57 betyder, at folketingsmedlemmer ikke kan »tiltales eller fængsles, uden Folketinget har har givet sit samtykke.

Beskyttelsen gælder alene mod tiltalerejsning. Politiet har altså godt kunnet efterforske og sigte Claus Hjort Frederiksen uden Folketingets samtykke. Men hvis anklagemyndigheden beslutter, at der ved en domstol skal rejses en straffesag mod folketingsmedlemmet, skal Folketinget altså give samtykke til det.

Folketingsmedlemmer kan få mindre bøder, f.eks. for at køre for stærkt, uden at Folketinget skal give sit samtykke. Men kun hvis den pågældende frivilligt betaler bøden.

Det er justitsministeren, der skal anmode om samtykket. I praksis giver Folketinget altid sit samtykke til tiltale og fængsling.

Et nyligt eksempel er, at Folketinget ophævede næstformand i Dansk Folkeparti Morten Messerschmidts immunitet, før han sidste år kom for retten i Lyngby i den såkaldte Meld-sag om svig og dokumentfalsk.

Ingen ved noget

Henrik Dahl understreger, at hans ærinde ikke er at anklage regeringen for at have opdigtet sigtelsen mod Claus Hjort Frederiksen. Men Liberal Alliance føler sig utrygge ved, at sagen på nuværende er så uoplyst.

»Jeg har ingen grund til at tro, at der er elementer af politisk forfølgelse i denne sag, men det er en sag, der egner sig ekstremt godt til mytedannelse og polarisering, og det er der nok af i samfundet i forvejen« siger Henrik Dahl.

Claus Hjort Frederiksen bekendtgjorde i sidste uge i en pressemeddelelse, at han var blevet sigtet efter straffelovens paragraf 109 for videregivelse af dybt fortrolige oplysninger.

Sigtelsen kom i kølvandet på nyheden om, at FE-chefen Lars Findsen er den person, der siden 8.december har været fængslet for brud på samme paragraf. Herudover er tre nuværende eller tidligere medarbejdere fra efterretningstjenesterne også sigtet i sagen.

De konkrete sigtelser er ikke offentliggjorte. Både grundlovsforhøret og siden fristforlængelsen af Lars Findsen er foregået for dobbeltlukkede døre.

Enhedslisten støtter ikke LA, siger partiets forsvaresordfører Eva Flyvholm.

»Enhedslisten har det princip, at vi altid stemmer for at ophæve immuniteten i sager, hvor der er brug for at rejse en tiltale. Vi mener principielt, at politikere skal være ligestillede med alle andre. Det er et princip, som vi ikke vil fravige, hvis det bliver aktuelt i denne sag,« siger Eva Flyvholm.

Hun ønsker meget mere åbenhed i lækage- og kabelsagen.

»Men det ændrer ikke på, at vi vil stemme for ophævelse af immunitet, hvis anklagemyndigheden vil rejse tiltale mod Claus Hjort Frederiksen,« siger hun.

Det gælder også, selv om selve den konkrete formulering af tiltalen ikke vil blive præsenteret for Folketinget, bekræfter Eva Flyvholm.

Formanden for antikorruptionsorganisationen Transparency International Danmark, Jesper Olsen, er inde på samme tanker som Henrik Dahl.

I et debatindlæg i Politiken skriver han, at han i sine 20 år som underviser i statsret på Københavns Universitet aldrig havde drømt om, at han skulle argumentere for, at Folketinget ikke skal ophæve immuniteten på et medlem, så der kan føres en straffesag mod vedkommende.

»Når jeg alligevel gør det, er det fordi sagen om Hjort Frederiksens mulige brud på tavshedspligten er lige så principiel, som den er spektakulær,« skriver Jesper Olsen.

Han fremhæver for det første, at nogle af Hjort Frederiksens mulige brud på tavshedspligten kan være sket som en del af en barsk politisk kritik af regeringens håndtering af sagen.

For det andet skal der være åbenhed om, hvad anklagemyndigheden vil tiltale Hjort Frederiksen for, hvis det når dertil, skriver Jesper Olsen.

»Hvis immuniteten for medlemmer af Folketingets skal ophæves, må vi vide, hvad sagen går ud på. Jeg er tæt på at mene, at hvis det ikke er i strid med Grundloven, så vil det i hvert fald være i strid med Grundlovens formål, ikke at oplyse det. Vi skal have garanti for, at man ikke bruger straffesager til at lukke munden på et folketingsmedlem, der står bag den mest barske kritik af regeringens evne til at håndtere efterretningstjenesterne i Danmark,« skriver han og opfordrer til åbenhed om, hvad sigtelserne mod spionchef Lars Findsen og Hjort Frederiksen konkret går ud på.

»Folketinget bør vogte Grundloven og kræve den fornødne åbenhed af regeringen ved en eventuel tiltale. Alternativt må den frafalde sigtelserne og rense Hjort Frederiksen. Hvad der måske er vigtigere: Folketinget bør kræve af regeringen, at beslutningen om, hvorvidt der skal rejses tiltale, bør træffes inden for en maksimalt to måneder. Ellers er det et unødigt politisk pres, at lægge på et medlem af Folketinget, der efter Grundloven netop er sat til at udøve kontrol med regeringen,« skriver Jesper Olsen, der er ekstern lektor i offentlig ret.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Del artiklen

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.