DMI varsler om forhøjet vandstand i dele af Danmark
Kraftig vind kan torsdag betyde, at vandstanden i de indre danske farvande stiger op til over 1 meter over normal i nogle dele af landet.
Vinden er allerede begyndt at tage til i nogle dele af landet onsdag aften, og det fortsætter torsdag.
Det får nu Danmarks Meteorologisk Institut (DMI) til at komme med en advarsel. Der er nemlig varsel om forhøjet vandstand for de indre farvande, skriver DMI på Twitter.
Det er den kraftige vind, der vil presse havvandet mod syd og dermed få vandstanden til at stige, forklarer vagtchef Mette Zhang på DMI’s hjemmeside.
»Fra torsdag formiddag til sent torsdag aften ventes vandstanden lokalt at nå 120-130 cm over normal vandstand,« skriver hun.
Varslet er en kategori 1, som DMI kalder for ”voldsomt vejr”. Det gælder for det sydlige Lillebælt, Det Sydfynske Øhav, Nordfyns kyst, det vestlige Storebælt, Smålandsfarvandet og Nordsjællands kyst.
DMI skriver desuden på sin hjemmeside, at der natten til torsdag og torsdag morgen kan være risiko for isglatte veje mange steder i landet.
Temperaturen kommer til at falde til mellem en og to graders frost natten til torsdag, og der kan lokalt komme slud- og snebyger.
Både onsdag aften og torsdag advarer DMI om kraftige vindstød, der kan nærme sig stormstyrke.