Morten Arnesen er ny direktør i Randers Idrætshaller
Du har måske mødt ham i biografen. Eller på Randers Stadion. Fremover vil du møde ham i Randers Idrætshaller. Morten Arnesen er ny direktør.
De fleste husker ham måske som kommerciel direktør i Randers FC eller biografdirektør for Nordisk Film Biografer i Randers.
Fremover kommer man dog til at støde på ham som direktør for Randers Idrætshaller.
Søren Møller, der er formand for bestyrelsen for Randers Idrætshaller, fortæller nemlig, at en enig bestyrelse har peget på Morten Andersn som ny direktør.
»Vi tror på, at Morten er den rigtige mand til at stå i spidsen for udviklingen af Arena Randers til at være det store samlingspunkt i byen. Der er mange bolde i luften i vores virksomhed, og Morten er manden, som forstår at gribe dem og spille godt sammen foreningslivet, befolkningen og erhvervslivet. Morten har vist i sin karriere, at han er virkelig god til relationer og til at skabe en stærk langsigtet udvikling,« siger Søren Møller i en pressemeddelelse.
Morten Arnesen kommer fra en stilling som direktør i Dansk Hestevæddeløb. Han glæder sig til igen at skulle arbejde i Randers
»Jeg ønsker at bidrage til, at Randers Idrætshaller med Arena Randers bliver Jyllands fyrtårn. En rollemodel, hvor det kommercielle og foreningslivet lever side om side og fylder rammerne med puls, fællesskab og kreativitet,« siger han den nye direktør i pressemeddelelsen.
Morten Arnesen tiltræder stillingen, så snart han kan frigøres fra sin nuværende stilling og de opgaver, som skal rundes af der.