Dronningen takker vaccineforskere: Kundskaben har hjulpet os
I nytårstalen opfordrede dronning Margrethe befolkningen til at stå sammen og sendte særlig tak til forskere.
I løbet af 2021 nåede mange at mærke, hvordan hverdagen var inden coronapandemien. Men nu er restriktionerne tilbage, og det må vi i fællesskab igennem.
Det sagde dronning Margrethe i sin nytårstale, der var nummer 50 af slagsen.
- Coronaen har sit set præg på tilværelsen de seneste to år, og de har været drøje at komme igennem, sagde dronningen i begyndelsen af sin tale.
Et lyspunkt for mange var sommeren med fodbold-EM, udtalte dronningen. Men nu har corona igen har ”bidt sig fast” og ”denne gang i en endnu mere smitsom udgave”, lød det fra hende.
- Selv om det er besværligt, at vi nu igen må leve med restriktioner i vores dagligdag, så tror jeg dog, at der er bred forståelse for, at det er nødvendigt.
- Vi står over for en fælles udfordring, og vi må alle tage ansvar for, at vores samfund kommer trygt gennem pandemien, sagde hun.
Hun sendte en særlig tak til forskere, der blandt andet har udviklet vacciner.
- Det er i høj grad dem, som har bidraget til at bremse smitten, og som i løbet af uhørt kort tid har udviklet vacciner mod corona, sagde dronningen.
- Kundskab og indsigt har hjulpet os under coronaen og har vist os, at ny viden fører fremskridt med sig. Vi bliver mindet om, at vi skal møde det ukendte med nysgerrighed, videbegær og opfindsomhed – snarere end frygt, fortsatte hun.
Det var andet år i træk, at et af hovedtemaerne i dronningens nytårstale var coronavirus. Også ved indgangen til 2021 berørte hun de prøvelser, som corona har medført.
Dronningen kom også ind på et af årets andre helt store emner - nemlig klima.
Der venter os ”store udfordringer og forpligtelser” på området, lød det fra dronningen.
- Videnskab og teknik kan hjælpe os til at nå målene for klimaneutralitet og bæredygtighed, sagde regenten, der tidligere har udtalt sig tvivlende i forhold til, om klimaforandringerne er direkte menneskeskabte.
Dronningen kom også ind på, at man bør vise personer med handicap respekt. Hun sendte som sædvanligt hilsner til blandt andet Grønland, Færøerne og danskere i udlandet.
I baggrunden til venstre for dronningen stod under talen et billede af kronprins Frederik, der blev rost for sin deltagelse i et statsbesøg i Tyskland.
- Hans bidrag er af stor betydning, ikke mindst for erhvervslivet - og han gør det godt, siger dronningen.
Årets tale fandt sted kort inden dronningens 50-års regentjubilæum næste år. Dronningen kom her ind på, at hendes regeringsjubilæum ikke kan fejres på grund af corona.
- Men den får ikke lov at bestemme. Fejringen kommer senere på året.
- Jeg har svært ved at fatte, hvor de mange år er blevet af. Jeg synes, at de er gået så hurtigt.
- Meget har ændret sig i den tid. Men ikke kærligheden til mine nærmeste og ikke kærligheden til mit land, sagde dronningen og sluttede traditionen tro med budskabet: ”Gud bevare Danmark”.