Fortsæt til indhold
Indland

Kontakttallet er 1,2 - omikron er dominerende variant

Kontakttallet for coronavirus er tirsdag beregnet til 1,2. SSI vurderer, at omikron er dominerende variant, skriver sundhedsminister Magnus Heunicke på Twitter.

/ritzau/

Der er det seneste døgn registreret 13.558 nye tilfælde med coronavirus i Danmark, viser tal fra Statens Serum Institut.

Det er det højeste antal dagligt smittede under epidemien.

Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) skriver på Twitter, at omikronvarianten nu er den dominerende variant.

- SSI (Statens Serum Institut, red.) vurderer, at omikron er den dominerende variant allerede nu og fortsat i vækst, skriver sundhedsministeren.

Ifølge tal fra SSI er 501 af de nye coronatilfælde reinfektioner - altså personer, der er testet positive, mindst 60 dage efter at de sidst afleverede en coronapositiv prøve.

17 personer er døde med coronavirus det seneste døgn.

De rekordhøje smittetal afspejler, at omikron nu er den mest udbredte variant, vurderer professor emeritus i infektionssygdomme Eskild Petersen.

- Tallet ligger inden for, hvad seruminstituttet har forudsagt. Det gode er, at antallet af indlagte falder. Det indikerer måske, at omikronvarianten ikke giver lige så alvorlig sygdom som deltavarianten, siger han.

Antallet af indlagte med coronavirus på de danske hospitaler falder med 27 til 554.

Af de indlagte er 67 på intensivafdeling og 35 af dem får hjælp af en respirator til at trække vejret.

De 13.558 nye tilfælde er fundet blandt 243.077 PCR-prøver, som er dem, hvor man podes i svælget.

Det betyder, at 5,58 procent af PCR-prøverne har vist positiv for covid-19.

Selv om situationen er alvorlig, ser Eskild Petersen ikke behov for - eller mulighed for - at dæmme yderligere op for smitten, end vi allerede har gjort.

- Man må indse, at omikronvarianten nu er vidt udbredt i samfundet. Vi har fået de restriktioner, vi har fået, og der er lavet en plan for åbning af skolerne med brug af selvtest.

- Jeg kan ikke se, hvad man ellers skulle gøre for at bremse yderligere. Det må gå, som det går, hen over jul og nytår.

Det afgørende er ifølge professoren, at sygehusene er klar, hvis indlæggelserne pludselig skulle stige.

- Det vigtige er, at sundhedsvæsenet har øjnene fast rettet mod antallet af indlagte og har en plan, der også kan dække det personalebehov, der kommer med et øget antal indlæggelser.

Siden mandag er 123.849 borgere blevet revaccineret. 2.161.840 danskere har i alt fået tredje stik med en vaccine mod covid-19. Det svarer til 36,8 procent af befolkningen.

Kontakttallet for coronavirus er tirsdag beregnet til 1,2, og dermed er epidemien i vækst. Statens Serum Institut (SSI) vurderer nu, at omikron er den dominerende variant.

Det skriver sundhedsminister Magnus Heunicke (S) på det sociale medie Twitter.

Ifølge sundhedsministeren er der i Danmark i øjeblikket stigende smitte i samfundet. Det skyldes især coronavarianten omikron.

- Vi ser en epidemi i vækst, og i dag rekordhøj smitte med 13.558 bekræftede tilfælde inklusiv reinfektioner.

- SSI vurderer, at omikron er den dominerende variant allerede nu og fortsat i vækst, skriver Magnus Heunicke.

Omikron har spredt sig i Danmark siden slutningen af november. Her blev varianten fundet første gang. Det var hos rejsende fra Sydafrika.

Data tyder på, at den smitter mere end andre varianter.

Smittespredning med varianten er gået hurtigere, end det er set med tidligere varianter af coronavirus, som har været dominerende i Danmark.

Samtidig er der i løbet af december nærmest dagligt blevet sat rekorder for, hvor mange personer i Danmark der er konstateret smittede over et døgn.

Ifølge tirsdagens smittetal fra Statens Serum Institut er der det seneste døgn konstateret smitte hos 13.558 personer i Danmark. Det er inklusiv 501 reinfektioner. Det er personer, der er testet positive for coronavirus, mindst 60 dage efter at de sidst afleverede en positiv prøve.

Omikron er årsag til, at myndighederne i disse uger har anbefalet at genindføre flere restriktioner mod coronavirus.

Senest har Folketinget blandt andet besluttet, at visse erhverv skal holde lukket. Det gælder for eksempel biografer, spillesteder og museer. Og at serveringssteder skal justere åbningstider. Restriktionerne trådte i kraft søndag.

Samtidig opfordrer myndigheder og regeringen til, at flere lader sig vaccinere mod coronavirus. Eller at de takker ja til revaccination - et såkaldt boosterstik - hvis de allerede er færdigvaccinerede.

Den seneste tid er både børn mellem 5 og 11 år samt voksne mellem 40 og 65 år blevet inviteret til vaccination og revaccination.

Sundhedsstyrelsen skriver i en pressemeddelelse tirsdag eftermiddag, at ”mange mennesker har reageret lynhurtigt” på invitationen til revaccination.

Samtidig har 215.000 personer besluttet sig for at få det første stik siden 25. november. Af dem er 145.000 børn mellem 5-11 år.

- Pas på dig selv og andre, bliv (re) vaccineret!, skriver sundhedsministeren på Twitter.

I alt 77 procent af befolkningen er færdigvaccinerede mod corona. Det samme gælder for 36,8 procent, som har fået et boosterstik.