Kan man teste positiv pga. vaccinen?
En læser undrer sig over, om man kan teste positiv for coronavirus pga. vaccinen.
Kan man risikere at teste positiv for coronavirus, fordi man umiddelbart forinden har fået et vaccinestik? Det har læser Helle Brogaard spurgt Jyllands-Posten om.
Det korte svar er, at der absolut ikke er grund til bekymring over dét spørgsmål.
Sådan forklarer Christian Wejse, lektor ved Institut for Folkesundhed på Aarhus Universitet og afdelingslæge på Aarhus Universitetshospital.
Ved en podning tester man for virus i svælget, og her kommer der ikke virus, når man bliver vaccineret.
»Vaccinen er en kode, der får vores egne celler til at lave et såkaldt spike-protein. Når det kommer rundt i blodet, danner blodet antistoffer mod proteinet. Dette protein udtrykkes ikke i svælget, hvor man testes. Der dannes ikke spike-protein i svælget, bare fordi man får koden ind i blodet,« forklarer Christian Wejse.
Man skal altså se vaccinen og at blive smittet med coronavirus som to adskilte systemer?
»Ja. Det, der foregår med vaccinen, foregår i blodet, mens det foregår på slimhinderne, når vi bliver smittet med coronavirus,« fastslår han og forklarer, at man ved en podning tester for hele den genetiske virus og dermed ikke kun leder efter spike-proteinet.
Hvis man så tester positiv nogle dage efter vaccinen, hvad vil så være grunden til det?
»Det vil så skyldes, at man er blevet smittet, for det kan man sagtens blive. Der går op til nogle uger, førend immunsystemet er helt oppe i gear efter en vaccineindsprøjtning. Derfor er man stadig i risiko dagene efter.«
Hvis man får symptomer dagen efter vaccination, skal man så ned for at testes?
»Det kan være svært at skille ad, hvad der er symptomer på smitte og på vaccination. Men typisk kommer bivirkninger få timer efter vaccinationen. Det er ikke sådan, at hvis man slet ikke har haft bivirkninger, at der lige pludselig vil komme nogle flere dage senere. Hvis man f.eks. får feber eller kulderystelser, er man nødt til at blive testet,« siger Christian Wejse.