Fødevarestyrelsen har aflivet 126 ulovlige mink fundet på vestjysk farm efter anonymt tip

Fødevarestyrelsen og politiet rykkede onsdag ud til syv adresser på Thyholm efter et anonymt tip om ulovligt hold af mink. På en af adresserne blev der fundet 126 mink i bure, som blev aflivet på stedet. En person er politianmeldt.

En nordvestjysk minkavler kan se frem til at blive sigtet for ulovlig hold af mink, efter at Fødevarestyrelsen og politiet onsdag morgen fandt 126 mink på en farm på Thyholm nord for Struer.

Det oplyste Fødevarestyrelsen i en pressemeddelelse onsdag middag.

Det var et anonymt tip, der fik Fødevarestyrelsens Veterinærrejsehold og politiet til onsdag morgen at besøge syv adresser på Thyholm for at se, om der blev holdt mink på adresserne. På en adresserne blev der fundet 126 mink, som Fødevarestyrelsens dyrlæger aflivede på stedet ved indsprøjtning.

»Minkene, som vi fandt i dag, blev alle holdt i almindelige minkbure. Det er derfor vores vurdering, at minkene blev holdt med henblik på erhvervsmæssigt opdræt og dermed ulovligt,« siger chef for Fødevarestyrelsens Veterinærrejsehold Majbritt Birkmose til Jyllands-Posten.

Fødevarestyrelsen og politiet rykkede på baggrund af et anonymt tip onsdag morgen ud på syv adresser på Thyholm. På en af farmene blev der fundet 126 mink i bure. Kort: Datawrapper

Det har siden den 29. december 2020 ikke været tilladt at holde mink i Danmark, med mindre der er tale om et hobbyhold på maksimalt fem mink.

Majbritt Birkmose forklarer, at det ikke er første gang, man i Fødevarestyrelsen rykker ud på kontrolvisit efter et tip om ulovligt hold af mink. Men det var onsdag første gang siden forbuddet blev indført, at Fødevarestyrelsen stødte på levende mink ved en kontroludrykning.

Den anonyme anmeldelse, som Fødevarestyrelsen modtog, gik på en specifik adresse på Thyholm, hvor to virksomheder havde holdt mink, tilbage da minkavl var lovligt.

»Da de to virksomheder dengang havde besætninger på i alt syv adresser på Thyholm, valgte vi derfor at kontrollere samtlige adresser, som de to virksomheder har været involveret på,«, siger Majbritt Birkmose.

Det var netop frygten for mutation af coronavirus blandt mink, der var årsagen til regeringens beslutning om at slå alle mink i Danmark ned sidste efterår og grunden til, at minkavl fortsat er forbudt.

Det står endnu uklart, om de mink, der blev fundet onsdag, var smittet med coronavirus, men der er blevet taget prøver af de 126 aflivede mink på farmen på Thyholm, og de er blevet indsendt til undersøgelse hos Statens Serum Institut, oplyser Majbritt Birkmose.

Vicepolitiinspektør Christian Toftemark, der er overordnet for Midt- og Vestjyllands Politis ekspertenhed i dyrevelfærds- og dyreværnssager som assisterer Fødevarestyrelsen, bekræfter, at enheden onsdag morgen var til stede på den pågældende minkfarm på Thyholm, men kan ikke oplyse den nærmere lokation eller hvor meget personel, der rykkede ud.

»Vi har været til stede syv steder onsdag morgen nogenlunde samtidigt. Vi fandt kun mink på den ene farm, og aktionen foregik stille og roligt,« siger han.

Vicepolitiinspektøren oplyser, at den sigtede avler ikke er blevet afhørt, og at sagen nu skal behandles hos Midt- og Vestjyllands politi. Det skal blandt andet klarlægges, hvor mange personer der har været involveret, og hvem der ejede de ulovlige mink.

Thyholm ligger i Struer Kommune, som indtil aflivningen af alle danske mink sidste efterår ifølge Fødevarestyrelsen husede 34 minkfarme.

Et politisk flertal i Folketinget besluttede i september at forlænge forbuddet mod hold af mink i Danmark frem til udgangen af 2022 på baggrund af en ny risikovurdering fra Statens Serum Institut.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.