Fortsæt til indhold
Indland

Kontakttallet forventes at stige i den kommende tid

Ifølge sundhedsministeren forventes kontakttallet at stige i den kommende tid på grund af omikron.

/ritzau/

For anden uge i træk er kontakttallet for coronavirus beregnet til 1,1.

Det betyder, at epidemien fortsat er i vækst. Det skriver sundhedsminister Magnus Heunicke (S) på Twitter.

Et kontakttal på 1,1 svarer til, at 10 smittede i gennemsnit giver smitten videre til 11 andre.

Heunicke tilføjer, at tallet forventes at stige i den kommende tid på grund af covid-19 varianten omikron.

Det skyldes, at omikron om få dage vil være den dominerende coronavariant i Danmark.

- Vi har altså en epidemi i vækst, hvilket bekræftes af andre nøgletal såsom incidens og desværre meget høje positivprocenter, skriver sundhedsministeren på Twitter.

Magnus Heunicke sidder i øjeblikket i isolation på et hotel i den belgiske hovedstad, Bruxelles. Det har han gjort, siden han for en uge siden blev testet positiv for coronavirus.

Kontakttallet er en beregning af, hvordan smitten med coronavirus spreder sig i samfundet.

Kontakttallet udregnes ved at se på smittetallene for halvanden uge siden.

Tallet bruges af myndighederne som et blandt flere pejlemærker til at se, hvordan coronapandemien udvikler sig i samfundet.

Tallet kan sige noget om, hvad retning pandemien går. Det siger til gengæld ingenting om, hvor mange smittetilfælde der er i samfundet.

Der er tirsdag registreret 8314 nye smittetilfælde med coronavirus. Det er det højeste antal daglige tilfælde på én dag under pandemien. Det viser tal fra Statens Serum Institut (SSI).

Antallet af smittetilfælde er firedoblet siden starten af november og er 19 gange så højt som i starten af oktober.

På sygehusene er der også kommet flere patienter med coronavirus. Det er dog ikke steget helt så meget som smittetallene.

Antallet af coronaindlæggelser er tirsdag på 498. Det er en fordobling siden 1. november og en seksdobling siden 1. oktober. Der kan være en vis forsinkelse, fra man bliver smittet, til man eventuelt bliver indlagt.