Fortsat flere og flere tilfælde af Omikron opdaget

Siden lørdag er der fundet 631 nye tilfælde af Omikron i Danmark. Dermed stiger tallet fortsat dag for dag.

Artiklens øverste billede
Illustration: LO/RK

Covid-19-varianten Omikron fortsætter sin udbredelse i Danmark. Søndag er de sidste ugers tendens, hvor der bliver fundet et stadigt større antal nye tilfælde hver dag, fortsat.

Det fremgår at Statens Serum Instituts hjemmeside.

Søndag er det samlede antal opdagede tilfælde af Omikron-varianten på 2471. Det er 631 flere end lørdag, hvor tallet var 1840.

Lørdag var antallet af nyopdagede tilfælde 560. Til sammenligning blev der mandag opdaget 78 nye tilfælde.

Følgelig er en større og større andel af de konstaterede tilfælde af covid-19 med Omikron-varianten.

Den 1. december udgjorde de 1,7 procent af positive coronatest, mens de den 7. december - den seneste dag med opdaterede tal - udgjorde 8,1 procent.

De første to tilfælde i Danmark blev bekræftet 28. november, efter at de smittede var indrejst til Danmark fra Sydafrika. Siden er smitten med coronavarianten steget herhjemme.

Mens Omikron-varianten er betydeligt mere smitsom end tidligere varianter af covid-19, er det endnu uvist, om den fører til værre eller mildere sygdomsforløb og flere eller færre indlæggelser.

Usikkerheden om Omikron var en medvirkende faktor til, at Epidemikommissionen lørdag løftede det nationale risikoniveau til 4, det næsthøjeste.

- Samlet set vurderes epidemien fortsat at være i vækst med udtalt samfundssmitte i alle sektorer og aldersgrupper.

- Hertil kommer at billedet er blevet yderligere kompliceret af den nye variant Omikron , hvor der i løbet af meget kort tid er tale om afledt samfundssmitte, hvor særligt en række supersprederbegivenheder har spillet en rolle, står der i den nationale risikovurdering.

Fredag sagde professor ved Aalborg Universitet Mads Albertsen at Omikron hurtigt kan blive den dominerende variant af covid-19 i Danmark.

- Hvis den følger den nuværende udvikling, så går der nok en til to uger, før det begynder at være omkring 50 procent af tilfældene, der er Omikron, i Danmark, sagde han.

/ritzau/

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen