Regeringen opfordrer til at aflyse firmajulefrokosten

På grund af høje smittetal bør firmajulefrokoster aflyses, siger Mette Frederiksen.

Artiklens øverste billede
Søren Brostrøm aflyser også Sundhedsstyrelsens julefrokost, fortalte han onsdag. Foto: Mads Claus Rasmussen

Virksomhederne opfordres til at droppe julefrokosten.

Sådan lyder budskabet fra statsminister Mette Frederiksen (S) på pressemøde tirsdag om nye coronarestriktioner.

Her lægger regeringen med opbakning fra partier i Folketinget op til at begrænse aktiviteten i samfundet. Det gælder også sociale arrangementer som firmajulefrokoster.

- Der opfordres til at aflyse julefrokoster og større sociale arrangementer på arbejdspladserne, siger Mette Frederiksen.

Der er dog ikke tale om et direkte krav med risiko for eksempelvis bødestraf, men alene en opfordring, siger direktør i Sundhedsstyrelsen, Søren Brostrøm.

- Det er lidt mere end en anbefaling. Det er en kraftig opfordring, og da vi lever i et samfund med stor tillid forventer jeg, at både offentlige og private arbejdspladser forstår alvoren i det, vi siger, siger Søren Brostrøm.

Han har selv længe holdt fast i, at Sundhedsstyrelsen skulle holde julefrokost den 17. december. Den beslutning fastholdt han også, efter at mange private virksomheder af egen drift havde aflyst deres julefrokoster.

Hov, det her indhold benytter cookies

På denne plads ville vi rigtig gerne have vist dig indholdet, men det kan vi desværre ikke, da du har fravalgt cookies. Vil du se indholdet skal du acceptere Øvrige cookies, det gør du her: opdater dit samtykke.

Så sent som tirsdag fastslog Søren Brostrøm, at der skulle være julefrokost i Sundhedsstyrelsen ud fra styrelsens egne anbefalinger og sundhedsråd.

Søren Brostrøm oplyser dog på pressemødet, at Sundhedsstyrelsens julefrokost nu også er aflyst.

Udmeldingen kommer dog en uge for sent for Sundhedsministeriet. Ministeriet, der har hovedansvaret for at bekæmpe smittespredningen, valgte at holde deres julefrokost fredag den 3. december.

Ved julefrokosten blev der konstateret smitte med corona, og fire dage efter Sundhedsministeriets julefrokost blev sundhedsminister Magnus Heunicke (S) så konstateret smittet med corona.

Han er nu i selvisolation og deltog ikke i pressemødet tirsdag aften i Statsministeriet. Ifølge Sundhedsministeriet er det dog uvist, om det var ved julefrokosten, at Magnus Heunicke blev smittet.

/ritzau/

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen