I den søde juletid opfordrer hun til at tale om døden med dem, der har mistet

Når teolog, forfatter og foredragsholder Liselotte Horneman Kragh i tiden op til jul taler med mennesker, der har mistet, hører hun ofte ét budskab gå igen.

»Mange efterladte føler, at julen har Fanden skabt. Hverdagene kan de defilere igennem; her skal de ikke præstere så meget af det nærvær, der kan gøre så ondt, når man er i sorg. Men i december er der det her ”nu skal vi være sammen og være glade”-krav. Det er svært at indfri for den, der reelt ikke er glad,« siger hun. 

»Så jeg hører adskillige sukke over julen og sige: ”Gid det snart var januar,”« fortsætter Liselotte Horneman Kragh. 

»Naturen bliver gradvist mørkere og lukker mere og mere ned frem mod vintersolhverv. Vi mennesker agerer stik modsat: Vi fistrer rundt, tænder lys og skruer op for festivitassen. Måske skal vi huske at tage os tid til lige at sætte os ned og møde de sorgramte dér, hvor de er,« lyder opfordringen fra Liselotte Horneman Kragh.

Konkret kan det ske ved, at man under julefrokosten eller -festen giver ordet til den deltager, der har mistet. 

»Italesæt, hvem der ikke er her mere, i stedet for at gå rundt om elefanten i rummet med berøringsangst over for døden. Giv den sørgende mulighed for at sige: ”Jeg er lidt nede i stemning; den her fejring er ikke nem for mig. I skal vide, det er sådan, jeg har det.” Den opmærksomhed på den sørgende behøver ikke at tage mere end fem minutter af festen. Men for den pårørende kan det være en kæmpe lettelse at få lov at sætte ord på sin smerte,« oplever Liselotte Horneman Kragh. 

Vi skubber døden

I sit arbejde prøver hun at blødgøre den distance til døden, der er blevet en del af den moderne vestlige kultur. 

»Vi har et fremadstormende samfund, hvor vi har svært ved at tage døden i vores mund. Moralen er, at hvis blot du tager dig sammen, kan du være progressiv med selvtillid og lækkert hår hele livet. Vores sundhedssystem gør tilmed alt for at holde os i live. Kontrasten med aldring og bortgang passer ikke ind i vores ungdomsfikserede verdensbillede. Vi vil gerne skubbe døden ind under gulvtæppet, men på et tidspunkt skal vi jo dø; det kan vi lige så godt acceptere.« 

Liselotte Horneman Kragh har en baggrund som præst i Kværs Sogn. I folkekirken efterlyser hun et mere hverdagsagtigt rum for de døde og de efterladtes samliv med dem.

»Én dag om året, på Allehelgen, mindes vi i folkekirkeligt regi vores døde. Men hvad med de øvrige 364 dage, hvor der er alt for stille omkring døden og de pårørende, der har brug for støtte? Det er for stor en byrde, at vi selv skal bære vores døde så stor en del af tiden. Der er brug for nogle rituelle rammer, hvor vi som pårørende kan sidde og ”tale med” vores døde, savne dem eller skælde ud på dem,« mener hun. 

Derfor har hun sammen med sin kollega, Ulla Fink, der oprindeligt er jurist og konfliktmægler, taget initiativ til Rum for Livsbånd: Stunder på godt halvanden time, hvor pårørende i sorg kan komme, tænde et lys for den, de har mistet, lytte til levende musik, oplæsning og sætte ord på deres tanker om dem, de savner. 

»Det kræver ikke noget særligt rum; det kan holdes alle steder – fra kirkerummet til hjemme i dagligstuen. Der skal bare være fire vægge og et menneskeligt nærvær,« siger Liselotte Horneman Kragh.

Fælles sørgerum

Grundtanken er, at vi bærer vores døde sammen. 

»I det rum er det o.k. at blive bevæget og komme til at græde. Ulla og jeg sætter en ramme, hvor deltagerne kan komme, sidde og sørge sammen med andre. Det fratager ikke den enkelte smerten over det, der stadig er uforløst. Men jeg oplever, at deltagerne kan få lindret sorgen i det rum, hvor de kan dele den åbent med andre,« uddyber hun. 

Selv har Liselotte Horneman Kragh haft døden og sorgen helt tæt på: I 2002 mistede hun sin mand og faderen til fem af hendes seks sønner, der dengang var mellem 4 og 14 år. På et ophold i USA fik han et slagtilfælde under en løbetur. Hans liv stod ikke til at redde.

»Den begivenhed splintrede selvfølgelig min og mine sønners verden fuldstændig. Den bekræftede mig i, at der er ting, vi ikke selv er herre over. Og at døden ikke altid sker i den naturlige aldersrækkefølge, vi forventer. Vi prøver at beskytte vores unger mod ting, der gør ondt, men det her var ude af mine hænder,« siger hun. 

»Mine fem ældste børn har måttet affinde sig med det livsvilkår, at døden tog deres far. Det har fordret en robusthed hos dem til at klare det.« 

Spørg om ritualier

I dag er Liselotte Horneman Kragh kommet videre. Hun er på 16. år gift med Steen Aksglæde, som hun har yderligere en søn med. 

»Det siger en hel del om ham, at han turde tage mig, der stod med fem faderløse børn,« smiler hun. 

Juletiden i disse år rummer for hende ingen særlige sorgritualer. 

»Men det kan komme: Jeg har en aldrende mor, og hvis døden går efter tur, kan det måske ikke vare så længe, før vi ikke kan fejre jul med hende mere. For mine sønner og for mig bliver det mærkeligt, når hun ikke er her mere,« fortæller Liselotte Horneman Kragh og opfordrer os til at være fleksible i vores ritualer. 

»I familierne skal vi være kreative i den ramme, vi sætter omkring samvær. Vi skal turde spørge hinanden med respekt og nænsomhed: Hvad har du brug for i år? Hvad er vigtigt for dig denne jul? Det kan godt være, behovene blandt familiemedlemmer er 180 grader modsat. Det må vi så tage en åben dialog om.«