Dødfødsler som følge af covid-19 stiger

Graviditetslægeformand nævner blandt andet lav vaccinedækning som mulig årsag til coronarelaterede dødfødsler.

Artiklens øverste billede
Antallet af kvinder, der dødføder som følge af at være blevet coronasmittet, er stigende. Arkivfoto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

I det seneste halvår er der sket flere covid-19-forårsagede dødfødsler end hele året forinden.

Det skriver Ugeskriftet, som udgives af Lægeforeningen.

Mellem 1. juni og november har der været 11 dødfødsler som følge af covid-19-infektioner.

I perioden marts 2020 til marts 2021 var der således bare fire dødfødsler som følge af covid-19-infektion.

Det viser data fra landets obstetriske afdelinger, som Dansk Selskab for Obstetrik og Gynækologi har indhentet.

Ifølge Annemette Wildfang Lykkebo, som er formand for Dansk Selskab for Obstetrik og Gynækologi, skyldes det øgede antal dels, at flere gravide har haft covid-19.

- Der er et øget smittetryk, og mange har i forvejen små børn, som tager smitten med hjem.

- Vi har også set, at covid-19 i andre lande har haft større konsekvenser, også for gravide, men vi har ikke kunnet genfinde det i Danmark. Før nu.

- Så det vi finder i Danmark, svarer egentlig til det, man blandt andet har set i England og USA, siger Lykkebo til Ritzau.

Hun understreger, at de fleste gravide har milde forløb med coronavirus.

Ifølge tal fra Sundhedsstyrelsen er det kun 57 procent af gravide, der er vaccineret, skriver Ugeskriftet. Til sammenligning er 76 procent af den generelle befolkning færdigvaccinerede, viser tal fra Statens Serum Institut.

Annemette Wildfang Lykkebo forklarer, at det blandt andet er udfordret vejrtrækning, der giver problemer.

- Bliver man syg og får svært ved at trække vejret, så kan man risikere at måtte forløse moren og få barnet ud. Det kan være på et tidspunkt, hvor barnet ikke er færdigt udviklet.

- Derudover kan coronavirus give forandringer i moderkagen, og det kan betyde, at den ikke fungerer optimalt, forklarer hun.

Annemette Wildfang Lykkebo håber, at gravide i højere grad vil lade sig vaccinere.

- Man får et mildere sygdomsforløb, så opfordringen fra os lyder: Genovervej det. Du gør både noget godt for dig selv og for dit ufødte barn ved at blive vaccineret.

I det første år, efter at pandemien indtraf i Danmark, var der cirka 1900 smittede gravide. Af dem havde 5,5 procent behov for indlæggelse på grund af svære sygdomsforløb. Det er lægernes opfattelse, at de fire børn, som blev dødfødt i perioden, havde overlevet, hvis ikke moren havde haft covid-19.

Fra juni 2021 til november var der ud over de 11 dødfødsler 14, som havde behov for iltbehandling, mens syv havde behov for indlæggelse på intensiv. Det fremgår ikke af Ugeskriftets artikel, hvor mange smittede gravide der var i denne periode.

Det er i høj grad de ikkevaccinerede, der bliver alvorligt syge under graviditeten, hvis de bliver smittet med covid-19.

Af de alvorligt syge var det nemlig kun 6,5 procent, som var vaccinerede, skriver Ugeskriftet.

/ritzau/

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen