- For abonnenter
Hun mødte ind til en ottetimers vagt. Efter 16 timer var den slut
En eftermiddag med 16 akut syge børn til 14 hospitalssenge. En nogenlunde rolig morgen. En sygeplejerske, der går grædende hjem. En filur-is, der kan udøve mirakler. Og en tissepause, som lader vente på sig. Vi har fulgt sygeplejerske Stine Paaske gennem en helt almindelig, ualmindelig arbejdsdag – midt i debatten om sygeplejerskernes løn, ulovlige strejker, coronapres, trusler om opsigelser, aflyste operationer og et sundhedsvæsen, der er under gevaldigt pres.
Døren står på klem ind til stue 124, hvor en lille væglampe kæmper en ulige kamp mod de nedrullede gardiner og en kulsort morgenhimmel udenfor. For enden af en tynd næse-iltslange, midt i den alt for store, hvidredte hospitalsseng, ligger Nimco udstrakt på ryggen, kun iført ble, og gisper let, mens hendes lille brystkasse bevæger sig heftigt op og ned.
Der er boble- og rallelyde på åndedrættet, indimellem forsøger hendes lunger sig med et prøvende host, og andre gange slipper en dæmpet gråd ud af hende. Der er ikke meget lyd på, for den lille etårige pige er tilsyneladende for udmattet til for alvor at græde og protestere over de slanger og ledninger, hun er viklet ind i. Formentlig er der en slem lungebetændelse på spil, lyder vurderingen fra den 47-årige sygeplejerske Stine Paaske. Hun er netop for anden gang denne morgen blevet tilkaldt af en bippende alarm til Nimco på stue 124, fordi overvågningsapparaterne har registreret dyk i