Overblik: Her er hvad du skal vide om den nye coronavariant Omikron i Danmark

Indtil videre er to personer bekræftet smittede med den nye virusvariant Omikron, og myndighederne har mistanke om ni yderligere tilfælde, der foreløbigt har lukket en skole i Odense. Her er hvad vi ved om den nye variant i Danmark.

Artiklens øverste billede
Fundet af den nye coronavariant Omikron i Danmark giver indtil videre ikke anledning til nye restriktioner i samfundet, sagde sundhedsminister Magnus Heunicke søndag aften. Mandag er der to bekræftede tilfælde, mens yderligere ni er mistænkt for at være smittede med Omirkron-varianten. Foto: Jens Dresling

Søndag blev de første to tilfælde af den nye coronavariant Omikron bekræftet i Danmark. Begge smittede var indrejst fra Sydafrika, hvor varianten som det første sted blev opdaget torsdag.

Mandag lyder status, at der fortsat er to bekræftede tilfælde herhjemme, men at der derudover foreløbig er mistanke om ni yderligere smittetilfælde med den nye variant i Danmark.

Omikron er karakteriseret ved at have langt flere mutationer i det såkaldte spikeprotein end andre kendte varianter såsom Delta. Det har vakt bekymring hos verdenssundhedsorganisationen WHO, at nogle af mutationerne sidder i områder, hvor mutationer tidligere har vist sig at nedsætte følsomhed over for vacciner og give virusset øget smitsomhed.

Derfor ser regeringer rundt om i verden med stor alvor på varianten, der siden opdagelsen i Sydafrika har spredt sig til en lang række lande og fået store dele af verden til at indføre indrejserestriktioner fra hele det sydlige Afrika.

Der er dog fortsat stor usikkerhed om, hvorvidt varianten er mere smitsom eller forårsager et mere voldsomt sygdomsforløb, da sundhedsmyndighederne i Sydafrika hurtigt slog alarm, inden de selv havde tilstrækkelig data om dette.

Her får du et overblik over hvad vi ved om de smittede, hvordan myndighederne forholder sig, og hvad fundet af den nye variant indtil videre har påvirket herhjemme.

Hvor kommer smitten fra?

1

Foruden de to bekræftede tilfælde med Omikron, der begge var indrejsende med fly fra Sydafrika, er der ni mistænkte tilfælde, der afventer yderligere undersøgelse, oplyser Statens Serum Institut (SSI) i en pressemeddelelse mandag eftermiddag.

De ni tilfælde har en positiv variant PCR, der afventer bekræftelse ved en såkaldt helgenomsekventering. Styrelsen for Patientsikkerhed foretager intensiveret smitteopsporing for disse tilfælde ligesom at smitteforhold afdækkes.

Styrelsen for Patientsikkerhed oplyste desuden mandag formiddag, at man har mistanke om smitte med Omikron-varianten blandt elever på Rasmus Rask Skolen i Odense, som mandag har holdt lukket.

Jyllands-Posten har spurgt Styrelsen for Patientsikkerhed, om de ni mistænkte tilfælde relaterer sig til de to danske tilfælde af Omikron, der rejste ind i Danmark via fly, men dette vil styrelsen mandag eftermiddag hverken be- eller afkræfte. Styrelsen vil heller ikke oplyse, om mistanken på skolen i Odense relaterer sig til de bekræftede tilfælde.

Skoleleder Lasse Bach Sørensen på Rasmus Rask Skolen udtaler i en mail til Jyllands-Posten mandag eftermiddag, at skolen også vil være lukket tirsdag fordi nære kontakter samt deres nære kontakter ifølge sundhedsmyndigherne skal isoleres og testes ved mistanke om en ukendt variant.

»Da vi også blandt medarbejderne har mange, der er kontakter i 2. eller 3. led, kan de ikke møde op til undervisning, og vi er derfor nødt til at holde skolen lukket også i morgen og indtil vi hører noget nyt«, udtaler Lasse Bach Sørensen.

Kommer der flere restriktioner?

2

Indtil videre giver fundet af den nye variant ikke anledning til at indføre yderligere restriktioner i det danske samfund, meddelte sundhedsminister Magnus Heunicke søndag aften til Ritzau.

»Det er ikke noget, vi overvejer konkret på nuværende tidspunkt,« sagde han.

Magnus Heunicke understregede, at de restriktioner, der senest er aftalt i Folketinget, er det, som regeringen og myndighederne mener, er »tilstrækkeligt«, med hentydning til skærpede krav om coronapas samt kravet om brug af mundbind i alle butikker og i offentlig transport fra mandag.

Hvad ændrer sig?

3

Danmark har indført rejserestriktioner i forhold til ti lande i det sydlige Afrika som følge af Omikron-varianten.

Det betyder, at Udenrigsministeriet fraråder alle rejser til landene Sydafrika, Lesotho, Botswana, Zimbabwe, Mozambique, Namibia, Eswatini, Angola, Malawi og Zambia.

Sundhedsstyrelsen oplyser i en pressemeddelelse mandag eftermiddag, at man nu skærper retningslinjerne for smitteopsporing, når der er mistanke om smitte med Omikron.

Det anbefales nu, at både nære kontakter og nære kontakters nære kontakter går i selvisolation og bliver PCR-testet på dag 1, 4 og 6. Det gælder uanset, at man er vaccineret eller ej.

De skærpede anbefalinger sker ifølge Sundhedsstyrelsen ud fra et forsigtighedsprincip, og gælder indtil, der er mere tilstrækkelig viden om Omikron.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen