Test til elever i 1. klasse og flere skolelukninger i vente
I øjeblikket kan skolebørn fra 9 år blive kviktestet i folkeskolerne, men det tilbud kan blive udvidet.
For at inddæmme en stigende smitte med coronavirus skal skoler kunne foretage test af børn fra 1. klasse en eller to gange i løbet af ugen.
Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) siger på et pressemøde fredag, at man arbejder på et tilbud sammen med landets kommuner.
I øjeblikket er der et tilbud på skolerne, som dækker skolebørn fra 9 år.
Med de stigende smittetal må skolerne i stigende grad indrette sig på situationen.
- Vi ved, at det er meget vigtigt for børns trivsel, at vi opretholder så normal en hverdag som overhovedet mulig, siger Heunicke.
Det kræver samtykke fra børnenes forældre, når skolebørn skal testes.
Direktør i Styrelsen for Patientsikkerhed Anette Lykke Petri forudser flere nedlukninger af skoler på grund af coronavirus.
- Det er helt realistisk, at vi vil komme til at se flere lukkede skoler i den kommende tid, i takt med at smittetallene stiger, siger hun på pressemøde.
- Vi har 221 skoler med udbrud. Det er til gengæld større udbrud med mellem 10 og 60 smittede per skole, siger hun.
Det er sundhedsmyndighedernes vurdering, at smitten i øjeblikket i høj grad spredes via børn i skolerne.
Som en direkte effekt af dette ser man ifølge direktør i Statens Serum Institut Henrik Ullum også høje smittetal i ”forældregenerationen” mellem 35 og 40 år.
Aktuelt er det næsthøjeste incidenstal i denne befolkningsgruppe.
Incidenstal fortæller, hvor stor smitten er i forhold til antallet af indbyggere.
Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA) arbejder i øjeblikket på, om vaccinerne kan gives til børn fra 5 til 11 år.
Den vurdering vil tidligst være klar i slutningen af næste uge, fortæller sundhedsministeren.
Som det er nu, vaccinerer man børn fra 12 år.
Af den samlede danske befolkning fra 12 år er 88,4 procent ifølge sundhedsministeren vaccineret.