Frem og tilbage – hvad er op og ned med vintertid?
Søndag skifter vi atter til vintertid. Men var der ikke noget om, at det skulle stoppe? Bliv klogere på sagen, og prøv vores quiz her.
Søndag kl. 03 er det atter tid til at stille urene en time tilbage, når Danmark såvel som det øvrige EU overgår fra sommertid til vintertid – også kaldet normaltid.
Sådan har det været i årtier og lang tid har det været koordineret i hele EU. Men i år skulle faktisk have været sidste gang.
For efter megen debat vedtog et flertal af EU-parlamentet i 2019 at afskaffe skiftet mellem sommer- og vintertid. Det skulle efter planen ske her i 2021, og i den mellemliggende periode skulle medlemslandene så bekræfte beslutningen og desuden blive enige om, hvorvidt sommertid eller vintertid skulle vinde kampen.
Den beslutning er bare aldrig blevet taget. Og det er nu usikkert, hvornår der sker nyt i sagen.
»Ministerrådet har vist sig ikke at være enigt med Europa-Parlamentet. I hvert fald er det ikke lykkes at nå frem til en fælles position, og de enkelte medlemslande præges også af delte meninger. Emnet er heller ikke på dagsordenen i EU-Kommissionens seneste reviderede arbejdsprogram,« lyder det i en status fra Folketinget.
Samme status gør rede for, at mange EU-lande hælder i retning af at normalisere sommertid, mens eksempelvis Danmark – hvor permanent sommertid ville betyde meget mørke morgener – hælder mod vintertid, som også herhjemme kaldes normaltid.
Men hvorfor har vi overhovedet sommertid og vintertid? Og hvad gør man uden for EU? Det og meget mere kan du teste din viden om i vores quiz herunder.