Lektor: Svært for kvinder i søfartsbranchen at stå frem om seksuelle krænkelser
Det er svært for kvinder at fortælle om krænkende adfærd, mens de er om bord på skibene, siger lektor Lisbeth Anna Skræ.
Det er svært for kvinder i søfartsbranchen at stå frem, hvis de bliver udsat for seksuelle krænkelser om bord på skibe.
Det siger lektor Lisbeth Anna Skræ, der underviser på Svendborg International Maritime Academy og har forsket i seksuelle krænkelser mod kvinder i den danske handelsflåde.
Udtalelsen kommer, efter at en 19-årig amerikansk kvinde i et blogindlæg har beskrevet, hvordan hun blev voldtaget af en 60-årig førstemester under et togt på et af Mærsks skibe i 2019 og efterfølgende truet af den formodede voldtægtsmand til at tie om episoden.
Kvinden, der er studerende på sidste år af søofficeruddannelsen på U.S. Merchant Marine Academy i New York, skrev, at hun ikke turde fortælle det til andre om bord på skibet, og at der gik 14 dage, fra voldtægten fandt sted, til skibet ramte land.
»Jeg forstår hende fuldt ud. Kvinderne i denne her branche har ikke et sted at gå hen med de her ting. Ud fra det, jeg hørt, så er det min fornemmelse, at hvis der var et problem, så var det kvinderne, der røg hjem. De flyttede kvinderne i stedet for at tage hånd om problemet, fordi det var det nemmeste,« siger Lisbeth Anna Skræ om rederibranchen generelt.
I 2015 konkluderede hun i sin undersøgelse, hvor 60 kvinder havde deltaget, at 78 procent havde været udsat for krænkelser i den danske handelsflåde. Der var både tale om faglige krænkelser, men også eksempler på seksuel tvang og voldtægt.
Det er Lisbeth Anna Skræs indtryk, at der stadig finder krænkelser sted i dag. Blandt andet har hun selv talt med en studerende, der for nylig er kommet hjem fra en praktik til søs og har fortalt om krænkende adfærd.
»Men det er mit indtryk, at det er blevet nemmere at snakke om det derude. At flere kvinder tør fortælle om deres oplevelser, og at rederierne tager det mere alvorligt, men der er stadig lang vej endnu,« siger hun.
I sagen om den 19-årige amerikanske kvinde har Mærsk indtil videre suspenderet fem medarbejdere og sat en undersøgelse i gang.
Undersøge nærmere
Lisbeth Anna Skræ undrer sig over, at rederierne ikke for lang tid siden har gjort mere ved problemet.
»Min undersøgelse kom før ”metoo”, og denne her branche havde alle muligheder for at undersøge det og være på forkant med det hele. Det er ærgerligt, at man ikke har gjort det. De ville have haft en god sag, hvis de havde gjort noget dengang,« siger hun.
Fagforeningen Lederne Søfart foreslog for et par år siden at lave en større undersøgelse som en udvidelse af Lisbeth Anna Skræs forskningsprojekt for at kaste endnu mere lys på området, men brancheforeningen Danske Rederier satte sig imod undersøgelsen.
Til DR P1 Morgen forklarede direktør i Danske Rederier Anne Trolle, at det blandt andet skyldes usikkerhed på metoderne for den undersøgelse, Lederne Søfart ville igangsætte.