Fortsæt til indhold
Indland

Red Barnet: Evakuerede børn fra syriske lejre skal have ro

14 børn er med deres tre mødre blevet evakueret til Danmark. Børnene skal have ro, lyder det fra Red Barnet.

/ritzau/

De 14 børn, der sammen med deres tre mødre er blevet evakueret fra fangelejre i Syrien, skal have ro den kommende tid.

Det siger Janne Tynell, der er stedfortrædende generalsekretær for Red Barnet Danmark.

- Man skal huske på, at børnene er alvorligt skadet af tiden i lejren. De er voldsomt syge - både fysisk og psykisk, siger hun.

Natten til torsdag er de 14 børn og deres tre mødre landet på dansk grund. Det bekræfter advokater for to af kvinderne, der skal fremstilles i grundlovsforhør i løbet af torsdagen.

Mødrene var rejst frivilligt fra Danmark til Syrien, hvor de tilsluttede sig den militante bevægelse Islamisk Stat (IS). Siden IS blev slået tilbage, har de dog opholdt sig i al-Roj-lejren, som er den ene af de to kurdisk kontrollerede lejre i den nordlige del af Syrien.

Evakueringen har været længe undervejs. Regeringen var længe modstander af det, men ændrede så mening i maj.

- De børn har brug for ro, stabilitet og trygge mennesker omkring sig og brug for hjælp til at komme videre, siger Janne Tynell.

Hun peger på, at der nu skal foretages en grundig, individuel vurdering af børnene, og hvordan de har det - både fysisk og psykisk.

Fra andre sammenhænge ved man dog, at skolegang hurtigt kan være med til at skabe stabilitet i børns liv.

- Det er noget af det, der kan hjælpe dem med at hele og sikre, at der hele tiden er voksne omkring dem, siger den stedfortrædende generalsekretær.

Senere torsdag skal det besluttes, om mødrene skal varetægtsfængsles. Ifølge DR Nyheder blev de allerede i sommer varetægtsfængslet in absentia.

Det skete altså, uden at de selv var til stede. Når det sker, skal vedkommende inden 24 timer efter at have sat sine fødder på dansk jord fremstilles for en dommer.

I stedet for at mødrene ender i et fængsel eller arresthus, opfordrer Red Barnet til, at børn og mødre bor sammen.

- Vi frygter, at hvis de adskilles med det samme, vil det føre til yderligere traumatisering og spænde ben for den helende proces, siger Janne Tynell.