Fortsæt til indhold
Indland

Større åbenhed hos politiet gør det sværere at dømme ansatte for brud på tavshedspligt

Tidligere drabschef under ubådssagen var anklaget for flere brud på tavshedspligten, men blev i Københavns Byret frifundet for langt det meste. Professor peger på, at større åbenhed hos politiet gør det sværere at dømme ansatte for brud på tavshedspligten.

For anden gang på få år er en tidligere højtstående embedsmand i politiet dømt for at tale over sig i en erindringsbog.

Tirsdag blev tidligere drabschef i Københavns Politi Jens Møller dømt i Københavns Byret for brud på tavshedspligten og for uberettigede opslag i politiets sagssystem i forbindelse med bogen ”Opklaret - drabschefens erindringer”, der udkom i oktober 2018.

Straffen lød på 15 dagbøder a 1.000 kroner.

Møller var anklaget for at have brudt sin tavshedspligt i forbindelse med ni passager i bogen. Men kun én af passagerne var ifølge retten et brud på tavshedspligten.

Den tidligere profilerede drabschef, som bl.a. stod i spidsen for efterforskningen af drabet på Kim Wall i en ubåd, har i bogen talt om nogle af de sager, som han arbejdede med som leder af Københavns Politis afdeling for personfarlig kriminalitet.

Dommer Elisabeth Larsen gav langt hen ad vejen Jens Møller ret i, at de oplysninger han citeres for i bogen, tidligere har været offentligt fremme. Enten i form af medieomtale eller i domme, som også er offentligt tilgængelige.

I en lignende sag om brud på tavshedspligten i 2019 blev den tidligere PET-chef Jakob Scharf som den første efterretningschef på anklagebænken nogensinde ved Københavns Byret idømt fire måneders fængsel for udgivelsen af bogen ”Syv år for PET”.

I alt var Jakob Scharf tiltalt for at videregive fortrolige oplysninger 28 steder i bogen, og Københavns Byret vurderede, at der skete brud på tavshedspligten i 24 passager.

Men efter at have anket dommen til Østre Landsret blev straffen langt mildere. Landsretten frifandt her Jakob Scharf for 27 af 28 passager.

Både fordi dommerne ikke mente, at anklagemyndigheden kunne løfte bevisbyrden for, at oplysningerne var fortrolige. Det ville nemlig betyde, at PET derved skulle bryde sin egen tavshedspligt.

Og fordi flere af oplysningerne af dommerne blev regnet som »selvfølgeligheder« i politiarbejdet, som det blev vurderet, at offentligheden i forvejen var bekendt med.

Det blev i stedet takseret til 10 dagbøder a 1.000 kroner.

Ifølge Sten Bønsing, der er professor i forvaltningsret ved Juridisk Institut på Aalborg Universitet, er læren, man kan tage videre fra de to sager, at der også gælder en tavshedspligt, hvis man ønsker at skildre sine erindringer.

»Sådan som vi har balancen i Danmark, så bliver man nødt til at respektere, at de oplysninger, der har at gøre med efterforskning og beskyttelse af folks privatliv, må man tage med sig i graven. Det er ikke meningen, at man kan skrive om sine erindringer på det punkt. Det kan man rykke på fra lovgiveres side, hvis man mener, det er en forkert balance, men det er sådan, reglerne er i dag,« siger han.

Set i lyset af de to milde domme peger Sten Bønsing på, at fordi landets politi- og efterretningsmyndigheder er blevet mere åbne over for offentligheden de senere år, bliver det sværere at dømme ansatte for at bryde tavshedspligten.

»Traditionelt har politiet været utroligt lukket. Der har før i tiden været meget lidt materiale, der har været offentlig kendt. Men hvor politiet tidligere var mere tilbøjelige til at forcere, at nærmest alt, hvad man tog med sig hjem fra arbejde, var fortroligt, så er det ikke nødvendigvis tilfældet længere,« siger Sten Bønsing.

Både Jens Møller og Jacob Scharf endte med at blive frifundet for langt de fleste tiltalepunkter i deres respektive sager, og det kan ifølge Sten Bønsing være et udtryk for, at man fra anklagemyndighedens side ikke har taget højde for, hvor meget information der i dag når ud i offentligheden gennem medier og egne pressemøder i forhold til tidligere.

»Det er ikke sikkert, at man har fået kalibreret tiltalepraksissen i forhold til den vurdering. Og så tror jeg også det er et udtryk for, at at man ofte som anklagemyndighed hellere tager for mange punkter med i retten end det modsatte,« siger Sten Bønsing.