Fortsæt til indhold
Indland

Danbreds bestyrelse træder tilbage efter krænkelsessager: »Der er enighed om, at der er sket fejl«

Ejerkredsen bag avlsselskabet Danbred nedlægger bestyrelsen efter krænkelsessager.

Landbrug & Fødevarer, DBI Holding og Danish Agro har besluttet at trække deres medlemmer ud af DanBreds bestyrelse. Også formanden træder tilbage.

Det betyder, at selskabet får en helt ny ledelse.

Det oplyser Landbrug & Fødevarer i en pressemeddelelse.

Det sker som følge af de krænkelsesager, som tidligere på ugen fik topchefen Thomas Muurmann til at træde tilbage.

»Den samlede ejerkreds har vurderet, at der skal nye kræfter til i DanBreds ledelse. Der er enighed om, at der er sket fejl i den måde, bestyrelsen i selskabet har ageret på, og at der nu udestår et stort arbejde med at genoprette tilliden over for medarbejdere, leverandører, samarbejdspartnere og ikke mindst de berørte kvinder,« lyder det.

Den nye bestyrelse er endnu ikke sammensat, men fremover vil medarbejdervalgte repræsentanter også få plads ved bordet.

Artiklens emner
DanBred