Efter sygeplejerskestrejke på hospitalet i Roskilde bliver der talt frustrationer og - måske - flere aktioner

Ringe vilkår. Sådan kan arbejdsforholdene for sygeplejersker ifølge 15 af slagsen på øjenafdelingen på Sjællands Universitetshospital i Roskilde betegnes. Derfor indledte de fredagen med en overenskomststridig arbejdsnedlæggelse blot seks dage efter, at en 10 uger lang officiel strejke blev afsluttet med et lovindgreb.

Hospitalsledelsen ser ikke anden udvej end at melde aktionen videre i systemet, så de 15 strejkende i sidste ende bliver sanktioneret med et træk i lønnen, fortæller sygehusdirektør Niels Würgler Hansen.

Men det vidste sygeplejerskerne udmærket godt ville ske, fortæller fællestillidsrepræsentant på hospitalet Michelle Serve. Hun brugte en del af sin morgen på opfordre sine strejkende kolleger til at genoptage arbejdet. Som repræsentant for sygeplejerådet var det også eneste udvej, fordi man her har pligt til at overholde reglerne for ”fredstid” på arbejdsmarkedet.

Hverken Michelle Serve eller Dansk Sygeplejeråd er dog ellers særligt uenige med de 15 sygeplejersker fra øjenafdelingen eller for den sags skyld de kolleger på Aarhus Universitetshospital, som gennemførte lignende aktioner tidligere på ugen.

Fra dem alle lyder argumenter om, at der mangler tusindvis af sygeplejersker på hospitalerne, og at man efter et utilfredsstillende lovindgreb uden en efterspurgt lønstigning ikke længere vil påtage sig frivilligt overarbejde.

»Det er en generel frustration fra sygeplejerskerne. Det, de sagde til mig i morges, er ikke noget, jeg ikke har hørt fra hundredvis af andre. Så selvom man ikke kan slå alle over en kam, er det den frustration, der er derude,« siger Michelle Serve.

Hun tror godt, at der kan vente flere tilfælde af ureglementerede arbejdsnedlæggelser - også selvom hun som tillidsrepræsentant slet ikke kan opfordre til det.

»Jeg kan godt være bekymret for det. Frustrationen er reel nok.«

»Der er en risiko. Jeg kan ikke stå til ansvar for, hvad andre sygeplejersker gør. Men det er udtryk for en stor, stor frustration og et stort pres, som har hvilet på os i mange år,« siger Michelle Serve, som også har egne erfaringer at trække på:

»Jeg har været sygeplejerske i 20 år, og der har jeg godt kunnet mærke, hvad der er sket i sundhedsvæsenet. Efter effektiviseringer er der et stort pres på, hvor stærkt vi løber, og hvor få vi er.«

Sygehusdirektøren for Sjællands Universitetshospital, Niels Würgler Hansen, har omvendt en »klar« forventning om, at der i hvert fald ikke venter flere overenskomststridige aktioner på hans hospital. Også selvom han forstår baggrunden for fredagens arbejdsnedlæggelse.

»På Sjællands Universitetshospital anerkender vi, at der kan være et behov ude på de enkelte afdelinger for at debriefe eller holde et møde i 20-30 minutter efter konflikten. Så længe, det er aftalt med ledelsen, synes vi, at det er super fint. Men det er klart, at når man åbent går ud med pressen ved siden af sig og selv siger, at det er en overenskomststridig arbejdsnedlæggelse, så er det lidt noget andet, og så er vi nødt til at reagere,« siger han.

Også Niels Würgler Hansen lægger sig dog på linje med sygeplejerskerne, når det gælder den grundlæggende præmis for sagen. Han mener nemlig heller ikke, at der er nok sygeplejersker til, at man kan være helt tilfreds.

»Det er svært for en sygehusledelse som os at være uenige i substansen, når sygeplejerskerne giver udtryk for at mangle kollegaer,« siger han, inden han og sygeplejerskernes holdning igen skilles.

For mens Dansk Sygeplejeråd efter lovindgrebet opfordrer medlemmer til at undgå frivilligt overarbejde, håber Niels Würgler Hansen på mere samarbejde på den front.

»Vi er afhængige af, at dem, der er der, har lyst til at påtage sig ekstra arbejde. Og hvis de en periode har knap så meget lyst til det, så går det også ud over den aktivitet, vi leverer, og hvor mange, vi kan behandle,« siger sygehusdirektøren.

Han mener også, at han vil kunne holde sig fra decideret pålagt overarbejde på Sjællands Universitetshospital.

»Det er ikke umiddelbart det, vi har tænkt os at gøre brug af. Det kan være, vi skal gå i dialog med sygeplejerskerne om, at særlige områder er nødt til at blive prioriteret. Det vil være de akutte behandlinger og cancerområdet, hvor det er svært for os at leve med patienter, som ikke kommer til i tide. Det, tænker jeg, er skridtet før, at vi kommer til at tale om at pålægge arbejde.«