Højesteret opløser banden Loyal To Familia
Højesteret opløser banden Loyal To Familia, og dermed flugter afgørelsen med tidligere afgørelser fra Københavns Byret og Østre Landsret. Det er første gang i grundlovens historie, at der føres en sag om opløsning af en bandegruppering.
Først var det byretten, så landsretten. Begge var enige om resultatet: Bandegrupperingen Loyal To Familia (LTF) er en forening, der virker ved vold og derfor skal være forbudt.
I dag var det så sidste chance for LTF, da landets øverste domstol skulle afgøre sagen, der skal afgøre bandens fremtid
Højesteret nåede til samme konklusion som by- og landsretten, og valgte i dag at opløse banden Loyal To Familia. Det er en historisk afgørelse i medfør af Grundloven.
Dommerne bestemte, at politiets foreløbige forbud, som kom i september 2018, var lovligt, og dermed flugter afgørelsen med tidligere afgørelser fra Københavns Byret og Østre Landsret.
De ni dommere i landets øverste domstol med retspræsident Thomas Rørdam i spidsen slår fast, at selve formålet med Loyal To Familia har været at begå alvorlig kriminalitet. Derfor er foreningen ikke lovlig.
Højesteret oplyser kort efter domsafgørelsen onsdag middag i en pressemeddelelse, at Loyal to Familia måtte anses for at være en forening. På baggrund af landsrettens bevisresultat fandt Højesteret endvidere, at det kunne lægges til grund, at der som almindeligt led i Loyal to Familias virksomhed var begået omfattende og alvorlig kriminalitet.
Det er første gang i grundlovens historie, at der føres en sag om opløsning af en bandegruppering.
Medlemmer af banden er samlet idømt 1.409 års fængsel for kriminalitet som vold og drab.
Grundlovens §78 sikrer foreningsfrihed, sådan at alle borgere har ret til at danne foreninger uden forudgående tilladelse. Det vil sige, at alle uden at spørge om lov kan danne en forening.
Højesteret bemærkede ved domsudmålingen, at der ikke var grundlag for at antage, at den kriminalitet, som Loyal to Familia havde stået for, var sket med det sigte at påvirke ”anderledes tænkende” som nævnt i grundlovens § 78, stk. 2. Højesteret fandt derfor i modsætning til landsretten, at Loyal to Familia ikke kunne opløses efter denne bestemmelse.
I grundlovens §78, stk 1. står der dog også, at et forening kan opløses, hvis den virker ved eller søger at nå dens mål ved vold, anstiftelse af vold eller lignende strafbar påvirkning af anderledes tænkende. Hvis dette er gældende for foreningen, kan den opløses ved dom, og det var med henvisning til denne paragraf, at Højesteret i dag valgte at opløse LTF.
Da Københavns Byret gav anklagemyndigheden medhold i, at LTF er en forening, som er i strid med grundlovens § 78 om foreningsfrihed, fordi den »anvender vold og strafbare midler« til at nå sine mål, var anklagemyndigheden ved Københavns Politi allerede kommet med et administrativt forbud den 4. september 2018.
Her mente man, at LTF var så voldelig og kriminel, at der straks skulle gribes ind inden rettens afgørelse.
Senere blev forbuddet opretholdt i en ankesag i Østre Landsret i november 2020.
Der skal ellers meget tunge beviser på vægtskålen, før de danske domstole dømmer en forening ulovlig. LTF er kun den tredje organisation i danmarkshistorien, det er sket for.
Ifølge domsresuméet fra da sagen blev behandlet i Københavns Byret i 2020, fandt politiet i 2014 under en ransagning hos en person, som retten betragter som lederen af LTF, en håndskreven seddel med overskriften »LTF værdisæt?«.
Længere nede på sedlen var der skrevet stikord om to forskellige grupper, én gruppe, der formentlig stod for de fælles mål og organisering, og en anden gruppe kaldet »defence/attack«, som retten vurderede var regler og adfærd for medlemmer i denne gruppe.
Ved samme ransagning fandt politiet en håndskreven skabelon for et register over medlemmer. Byretten lagde dengang til grund, at hensigten med skabelonen var at udarbejde en mappe med oplysninger om alle medlemmer af LTF.
LTF’s forsvarer, Michael Juul Eriksen, argumenterede dengang under retssagen for at LTF »blot er en løs gruppering, der primært består af unge opvokset i samme kvarter, som fortsat godt kan lide at omgås og hjælpe hinanden«.
Men anklagerne havde beviser gennem politiet og bandetilknytningsrapporter for, at LTF i sommeren 2018 havde i alt ni afdelinger - syv i Danmark, heraf syv på Sjælland og to i Jylland, samt to afdelinger i Sverige i Malmø og Helsingborg.
Ud fra disse beviser fandt Københavns Byret det dengang bevist, at LTF er en forening i grundlovens forstand.
Selvom banden har været forbudt i knap tre år, så har det midlertidige forbud ikke betydet, at de har været væk fra gaderne.
Ifølge et politinotat, fremlagt under Højesteretssagen, var der cirka 100 medlemmer af LTF per 31. juli 2021 - og ifølge politiet er tallet dynamisk.
I alt har LTF syv afdelinger fordelt over landet, og ifølge politiet udvider banden og opretter nye afdelinger.
Det er ifølge DR politiets opfattelse, at Shuaib Khan fortsat er leder af LTF, selvom han ikke befinder sig i Danmark.