Rigsrevision skal undersøge køb af Holmegaard

Prisen på 13,5 mio. kr. var over de to vurderinger, som staten fik foretaget. Nu skal købet af ejendommen på Langeland undersøges.

Artiklens øverste billede
Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye præsenterede den 19. maj købet af Holmegaard. Arkivfoto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix

Rigsrevisionen skal undersøge købet af Holmegaard på Langeland for 13,5 mio. kr.

Købet blev præsenteret i maj af udlændingeminister Mattias Tesfaye, som ville placere 130 kriminelle udlændinge på stedet. Planerne blev dog opgivet efter politisk modstand.

Prisen på 13,5 mio. kr. har vakt opsigt. Som Jyllands-Posten har beskrevet, lå den flere millioner over de to vurderinger, som staten fik foretaget af ejendommen (hhv. 5,35 og 10,5 mio.). En aktindsigt har også afsløret, at Udlændingestyrelsen af ejerne fik tilbudt ejendommen for 8,5 mio. i 2019, men ikke slog til dengang.

De nu tidligere ejerne var et par, som er dømt for at have anvendt Holmegaard til et svindelnummer med EU-midler og ifølge Langeland Kommune har brugt den til værelsesudlejning uden at have styr på tilladelser og brandsikkerhed.

Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, sagde i juni, at Rigsrevisionen skulle ind i Holmegaard-købet. Det tog partifællen Henrik Thorup videre. Han er formand for de politisk udpegede statsrevisorer, der bl.a. kan komme med forslag til Rigsrevisionen.

Thorup forklarer til Jyllands-Posten, at det på grund af beløbets størrelse ikke var muligt at få en enkeltstående kulegravning af Holmegaard-handlen. I stedet bliver det et tema i forbindelse med den årlige revision af Udlændinge- og Integrationsministeriet.

Mattias Tesfaye har til Folketinget svaret på et spørgsmål om, hvorvidt Rigsrevisionen »vil få adgang til alt ønskeligt materiale«.

Han skriver, at Rigsrevisionen i sidste uge oplyste, at den som et led i årsrevisionen »vil undersøge Udlændingestyrelsens køb af Holmegaard på Langeland«.

»Rigsrevisionen er altid velkommen i Udlændinge- og Integrationsministeriet, og ministeriet vil som sædvanligt stille det materiale, som Rigsrevisionen ønsker, til rådighed,« tilføjer Tesfaye i svaret.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen