Sharifas familie er fanget i Kabul: »De er meget bange«

Mens Taleban står på tærsklen til at indtage Afghanistans hovedstad, Kabul, er Sharifa Sayeeds mor, søster, bror, niecer og nevøer alle fanget i byen uden noget sted at tage hen.

Artiklens øverste billede
Taleban står på tærsklen til at indtage Afghanistans hovedstad, Kabul. Foto: AFP.

I disse timer, hvor Taliban rykker ind på Afghanistans hovedstad, Kabul, er Sharifa Sayeed Khaderzadehs familie fanget i deres hjem i Khair Khana-kvarteret i den nordvestlige del af byen.

Min søster græd i telefonen, og blev ved med at sige »hvad skal vi gøre?« Jeg kunne ikke gøre andet end at svare det samme tilbage.

Sharifa Sayeed

Hun er selv i sikkerhed i Danmark, men hun har netop haft en telefonforbindelse igennem til sin grædende søster, som befinder sig i deres fælles fødehjem sammen med deres mor og bror.

Sharifa Sayeed har netop lagt røret på efter at have talt med sin søster, og hun er tydeligt berørt.

»Hun var meget bange,« får hun fremstammet.

»Meget bange.«

Sharifa Sayeed sammen med sin bror Halim Sayeed i Afghanistan 2016. Foto: Privat.

»Vi kan ikke nå jer«

Sharifa Sayeeds søster havde, kort før de talte sammen, ringet til sine børn og bedt dem om at komme hjem fra skole »så hurtigt som muligt.« Sharifa Sayeeds bror havde sendt samme melding til sine børn, men han var selv på arbejde inde i midten af Kabul og var også på vej hjem.

Her mens Sharifa Sayeeds søster ventede på, at hendes bror og børn kom hjem, havde hun tid til at tale med sin søster i Danmark.

»Min søster græd i telefonen, og blev ved med at sige »hvad skal vi gøre?« Jeg kunne ikke gøre andet end at svare det samme tilbage. Vi kan ikke nå jer, sagde jeg til hende,« fortæller Sharifa Sayeed.

Søsteren fortalte i telefonen, at Taliban på daværende tidspunkt befandt sig »to til tre kilometer« fra dem.

Venter på nyt

En times tid senere får Sharifa Sayeed en besked fra sin bror. Han og hendes niecer og nevøer er kommet sikkert hjem fra skole og arbejde. Nu har hele familien i tre generationer sat sig foran tv-skærmen, mens de venter på nyt.

De næste dages udfald kan betyde store ændringer i hverdagen for Sharia Sayeeds familie i Kabul. Indtager Taliban byen, skal hendes niecer ikke længere i skole og hendes søster ikke længere på arbejde.

Sharifa Sayeed flygtede selv fra Afghanistan som 12-årig. Hun er i dag 36 år gammel og bor i Vejle med sin mand og tre børn. Hun er taknemlig for, at hun selv og hendes mand og børn er i sikkerhed, men hun tænker på sin familie i Afghanistan.

»Vi er vokset op i krig, og vi er trætte. Vi vil bare gerne have fred i vores land,« siger hun.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen