Fortsæt til indhold
Indland

Efter møde om konflikt: Anders Kühnau efterlyser stadig krav fra sygeplejerskerne

Efter to måneders strejke har forhandlingsparterne holdt møde om den verserende konflikt blandt sygeplejerskerne. De er ikke kommet nærmere en løsning.

Onsdag morgen satte Anders Kühnau (S) og Grete Christensen sig ned ved samme bord.

Det var første gang i næsten to måneder, at chefforhandleren for Danske Regioner og formanden for Dansk Sygeplejeråd skulle tale sammen. Emnet var den konflikt, som har stået på siden den 19. juni.

Parterne er enige om i hvert fald én ting. Det ser svært ud at finde en løsning ved forhandlingsbordet.

»Vi mangler stadig at vide konkret, hvad sygeplejerskerne kræver af os. Det har vi simpelthen ikke fået et svar på,« siger Anders Kühnau.

»Det undrer mig, at vi ikke kan få svar på det. Men det kan vi så ikke.«

Har mødet gjort nogen forskel?

»Nej. Det har det ikke. Vi efterlyste før mødet og til mødet, at sygeplejerskerne kom med et konkret og realistisk bud på, hvordan vi skal komme videre fra den her konflikt. Det har jeg efterlyst, fordi vi nu to gange har lavet en aftale med DSR, som efterfølgende er blevet stemt ned af deres medlemmer. Derfor mener jeg, det er nærliggende at spørge sygeplejerskerne, hvad de rent faktisk kræver, og hvad der skal til, for at vi kan komme videre,« siger Anders Kühnau.

»Det kunne jeg ikke få svar på. Og derfor er det rigtig svært for mig at se, at vi kan finde en forhandlet løsning på den her konflikt.«

Mødet var et såkaldt orienteringsmøde - ikke en forhandling. Der er dog ikke lagt nogen nye forhandlingsmøder i kalenderen. Anders Kühnau vil ikke udelukke muligheden endegyldigt.

Ser du efter dette møde, at DSR og Danske Regioner kan finde en løsning ved forhandlingsbordet?

»Jeg vil ikke endegyldigt drage en konklusion på baggrund af mødet, for det vil vi godt have mulighed for at drøfte med vores bagland, inden vi gør det. Men det ser rigtig svært ud at finde en forhandlet løsning på den her konflikt, vil jeg godt konstatere.«

Ser du et regeringsindgreb som en løsning på konflikten?

»Regeringen har jo altid muligheden for at lave et regeringsindgreb og på den måde stoppe konflikten. Det ved alle. Om regeringen skal gøre det, og hvornår den i givet fald skal gøre det, og hvordan sådan et indgreb skal se ud, vil være op til regeringen at vurdere.«

Vil du opfordre til det?

»Ikke på nuværende tidspunkt, for vi vil godt have mulighed for at drage de endegyldige konklusioner på det her møde, efter vi har drøftet det i vores bagland,« siger han.

Hos DSR sender formand Grete Christensen serveretten tilbage til Anders Kühnau.

»Jeg er helt sikker på, at han ved udmærket godt, at kravet handler om mere i løn her og nu. Og at der derudover skal være nogle stærkere bindinger omkring arbejdet i den lønkomité, som skal starte, når vi er færdige med det her. Sådan at der nogle penge at forhandle om, når anbefalinger og konklusioner kommer frem efter det,« siger hun.

Hvorfor kan I ikke fortælle i kroner og ører eller i procenter, hvor meget mere i løn, I vil have her og nu?

»Det giver jo ikke nogen mening. Vi sidder over for nogle arbejdsgivere, som i den grad skal have sygeplejerskerne tilbage på arbejdet. Og vi kan ikke få dem til at sige noget om, hvad de egentlig vil give for at få sygeplejerskerne tilbage på arbejde. Og det er jo lige så mærkeligt.«

Der har jo været to forslag på bordet, som er stemt ned af DSR’s medlemmer. Er bolden så ikke på jeres banehalvdel?

»Nej, det synes jeg ikke. Strejken har sparket bolden over på den anden banehalvdel. Det er os, der har udtaget sygeplejerskerne til strejke. Det er os, der har bragt os i den her situation, vi er i nu. Der må man sige, at det må være dem, der kommer ind på banen og giver et bud på, hvordan de mener, at vi kan få sygeplejerskerne tilbage.«

Men det ser altså svært ud, siger formanden. Og i så fald skal man måske kigge imod Christiansborg.

»Når vi ikke kan se nogen forhandlet løsning for os, peger det jo på, at nogen andre bliver nødt til at hjælpe os,« siger Grete Christensen. Om hjælpen skal komme i form af et regeringsindgreb eller en anden politisk løsning, vil hun ikke lægge sig fast på. Eller udelukke.

Jyllands-Posten forsøger at få en kommentar fra beskæftigelsesministeren.

Omtrent 4.750 sygeplejersker har været i strejke siden den 19. juni. DSR har varslet fem udvidelser af strejken - det skal ske mindst fire uger i forvejen - og den første udvidelse trådte i kraft tirsdag. Her nedlagde yderligere 700 medlemmer af DSR arbejdet.

Antallet vil gradvist stige til ca. 6.500 sygeplejersker frem mod den 7. september, hvis der ikke er fundet en løsning inden da. Frem til uge 30 er mindst 49.000 sygehusaftaler og behandlinger blevet udskudt som følge af strejken.

Målt på strejkedage nærmer konflikten sig rekorden fra 2008, hvor sygeplejerskerne strejkede i 58 dage, før der blev indgået forlig. Ifølge Grete Christensen er sygeplejerskerne polstret til at strejke et stykke tid endnu.

Hun vil ikke sige, hvor længe.