Fortsæt til indhold
Indland

Hospitaler har udskudt 5.800 aftaler i uge 28

Sygeplejerskestrejken begyndte den 19. juni. Siden har antallet af udskudte kirurgiske indgreb og ambulante kontakter rundet 40.000.

Yderligere 5.821 kirurgiske indgreb og ambulante kontakter blev udskudt på landets sygehuse i uge 28 som følge af den igangværende sygeplejerskestrejke.

Det viser nye opgørelser fra de fem regioner. Tallet kommer oven i de 36.449 aktiviteter, som ifølge Dansk Sygeplejeråd (DSR) blev udskudt i strejkens tre første uger. Herunder ambulante aktiviteter, planlagte indlæggelser, udredninger, forundersøgelser, behandlinger og kontroller.

Omkring 3.000 patienter blev af forskellige årsager omvisiteret til private tilbud i uge 28. Visitationsområdet er dog også ramt af strejken i bl.a. Region Syddanmark, hvor 82 patienter blev henvist i løbet af ugen. 292 havde henvendt sig for at blive omviseret til undersøgelser eller behandling på privathospitaler. Regionen har dog i øjeblikket otte-ni ugers ventetid på visitationer.

Også Region Midtjylland kan blive ramt på funktioner, der visiterer patienter, når DSR planlægger at optrappe konflikten med 702 sygeplejersker fra den 10. august.

Den 17. august er yderligere 225 sygeplejersker udtaget til strejke. I øjeblikket drejer det sig om omtrent 4.750 medlemmer af DSR, som strejker i kommuner og regioner.

Når flere afdelinger skal vende tilbage til et normalt aktivitetsniveau efter sommerferien, forventer DSR, at flere behandlinger og aftaler vil blive berørt. Det skyldes også, at der er operations- og anæstesisygeplejersker blandt de nye medlemmer, der er udtaget til strejke senere på sommeren.

Der er indsat et nødberedskab til akutte behandlinger. Desuden er cancer- og psykiatriområdet samt covid-afsnit ikke omfattet af konflikten.

Klik på på hver regions markering på kortet nedenfor for at se statistikken:

Vil have politisk handling

Strejken trådte i kraft den 19. juni. Inden da havde et flertal af DSR’s medlemmer stemt nej til først et overenskomstforlig mellem DSR og arbejdsgiverne i Danske Regioner – og efterfølgende et mæglingsforslag fra Forligsinstitutionen.

Enhedslisten mener, at konflikten skal løses med handling fra Christiansborg. Partiet opfordrer ikke til et decideret regeringsindgreb, men vil have statsministeren til at indkalde til politiske forhandlinger om et opgør med tjenestemandsreformen fra 1969.

Det sagde Enhedslistens politiske ordfører, Mai Villadsen, tirsdag.

»I Enhedslisten ville vi aldrig normalt sige, at regeringen skal blande sig i en faglig konflikt. Og jeg taler heller ikke om et lovindgreb. Men den her sag er særlig, fordi tjenestemandsreformen er et politisk skabt problem,« har Mai Villadsen sagt til Ritzau.

Adspurgt om en kommentar til dette henviser Statsministeriet til Beskæftigelsesministeriet, der henviser til den udtalelse, som beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard udsendte, da DSR’s medlemmer stemte nej til mæglingsforslaget.

»Af respekt for principperne i den danske model udtaler regeringen sig ikke om verserende overenskomstforhandlinger,« sagde han i en pressemeddelelse den 14. juni.