Pfizer er på vej med ny vaccine mod delta-varianten
De kliniske forsøg går i gang til august, meddeler Pfizer-Biontech om den nye vaccine, der i endnu højere grad skal bekæmpe den smitsomme delta-variant.
Den meget smitsomme delta-variant af coronavirus spreder sig i øjeblikket med lynets hast i både Danmark og resten af verden, hvor man igen begynder at se stigende smittetal. Samtidig er der bekymring for, om man med de nuværende vacciner er tilstrækkeligt beskyttet mod varianten.
Derfor arbejder Pfizer-Biontech nu på en tilpasset vaccine, der er målrettet delta-varianten. Det skriver flere internationale medier, heriblandt The New York Times, der fortæller, at de kliniske forsøg med den nye vaccine går i gang i august.
Delta-varianten blev første gang observeret i Indien og gik i begyndelsen under navnet ”den indiske variant”. Den menes at være omkring 60 pct. mere smitsom end den britiske variant, der hærgede i Danmark og Europa i begyndelsen af året.
Pfizer-Biontech producerer en såkaldt mRNA-vaccine, og selskabet har tidligere oplyst, at det er forholdsvist nemt at ”omprogrammere” vaccinen til nye varianter.
I en pressemeddelelse fredag skrev Pfizer-Biontech, at endnu ikke offentliggjort data fra forsøg havde vist, at et tredje vaccinestik gav mere beskyttelse mod delta-varianten, og selskabet skrev, at det vil ansøge om godkendelse i USA til at give et tredje stik med vaccinen.
De amerikanske myndigheder ser dog ikke umiddelbart behov for et tredje stik, men USA’s lægemiddelstyrelse (FDA) og USA’s Center for Sygdomskontrol og Forebyggelse (CDC) har oplyst i en fælles udtalelse, at man er klar til at give et tredje stik, »hvis og når forskning påviser, at det er nødvendigt«.
De første vacciner blev givet i USA for syv måneder siden – i december i fjor. Siden er der givet næsten 3,4 mia. vaccinestik verden over, viser tal fra Johns Hopkins University.