Fortsæt til indhold
Indland

Voldsomme tordenbyger bevæger sig op over Jylland og Fyn

Kraftige tordenbyger har allerede forårsaget lokale skybryd i Sønderjylland. Sent på formiddagen vælter vandmasserne ned over Aarhus. Om eftermiddagen når uvejret til Sjælland og øerne.

Koldfronten, der i løbet af søndagen bevæger sig fra sydvest op over næsten hele landet, har til morgen forårsaget kraftige tordenbyger i Syd og -Sønderjylland og bevæger sig i løbet af formiddagen hen over Fyn og mod Østjylland. Det fremgår af DMI’s vejrradar.

Sådan så nedbørsradaren ud lidt over klokken 9 søndag morgen:

Uvejret har medført dagens første skybrud. På vejrstationen i Store Jyndevad mellem Padborg og Tønder løb der på 30 minutter fra klokken 7.30 til 8.00 hele 16,7 millimeter regn i måleren, og det er over grænsen for skybrud på 15 millimeter på en halv time.

Her ses det, hvor meget nedbør der var registreret i forbindelse med frontpassagen klokken 10:

DMI kategoriserer officielt søndagens vejr på Fyn og i Jylland som »voldsomt vejr,« og har udsendt varsel om kraftig regn og stedvise skybrud for Jylland og Fyn gældende fra søndag morgen til søndag eftermiddag omkring klokken 15. Øst for Storebælt er der også udsendt et risikovarsel for kraftig regn og lokale skybrud - det gælder fra søndag morgen og frem til søndag aften.

Klokken 10.30 lørdag skriver DMI på Twitter, at fronten svækkes en smule.

»Vagtchefen melder, at fronten svækkes en smule nu. I løbet af eftermiddagen har fronten passeret det meste af landet, og der kan dannes kraftige tordenbyger på bagkanten. Især over Sjælland. Lolland, Falster, Møn og fra sidst på dagen på Bornholm.«

Tordenvejret, der i dag er over Danmark, opstod lørdag aften over Frankrig og hen over natten har det bevæget sig op gennem Belgien og Holland for siden at nå det nordlige Tyskland og Danmark i dag.

Man kan følge vejrsituationen i løbet af dagen på dmi.dk. Man kan dog i nogle tilfælde opleve at hjemmesiden ikke er tilgængelig, hvilket har været tilfældet søndag morgen.

Artiklens emner
Skybrud
DMI