Fortsæt til indhold
Indland

Jomfru Ane Gade lukker i 14 dage

Efter flere dage med debat har Folketingets Epidemiudvalg truffet en beslutning, der betyder, at Aalborgs festgade skal holde lukket de næste to uger.

»Det betyder, at vi mister al vores omsætning. Vi var lige kommet i gang igen, og nu bliver vi slået tilbage til nul.«

Sådan lyder reaktionen fra Lars Børsting, politisk direktør i Rekom, der driver flere beværtninger i Aalborgs berømte og berygtede Jomfru Ane Gade, som fra torsdag skal holde lukket i 14 dage.

Borgmester i Aalborg Thomas Kastrup-Larsen (S) har selv bedt om og fået opbakning til at lukke festgaden. Det sker bl.a., efter at flere sogne i kommunen har måttet lukke ned grundet for høje smittetal.

Folketingets Epidemiudvalg har truffet beslutningen på baggrund af en indstilling fra Epidemikommissionens anbefaling.

»Jeg er rigtigt godt tilfreds med den beslutning. Jeg håber, at det kan bidrage markant til at bringe smitten i Aalborg ned og få de lukkede sogne i byen åbnet igen,« lyder reaktionen fra Thomas Kastrup-Larsen.

Sognenedlukningerne i Aalborg har været omdiskuteret. Ikke mindst fordi en markant del af smitten i kommunen trækker tråde til Jomfru Ane Gade. Styrelsen for Patientsikkerhed oplyste tirsdag til Jyllands-Posten, at over halvdelen af de 148 nye smittetilfælde i fire sogne i perioden den 15. maj til den 22. maj kunne spores tilbage til festgaden.

»Vi respekterer selvfølgelig myndighedernes beslutning, men havde da gerne set et andet udfald. Særligt fordi man skal gøre sig klart, at denne beslutning næppe vil forhindre folk i at mødes, men blot flytte folk fra Jomfru Ane Gade til andre steder,« lyder det fra Lars Børsting.

Den udvikling er borgmester Kastrup-Larsen dog klar til at komme i forkøbet.

»Det ser politiet på nu, og vi har været i dialog med politiet, så det vil være opmærksomt på det. For der kan bestemt være andre værtshuse med udfordringer, men nu bliver det meget nemmere at håndtere, for på gaden mingler folk på en særlig måde.«

En evig risiko

Lars Børsting fra Rekom mener trods tallene fra Styrelsen for Patientsikkerhed, at barerne i gaden har været gode nok til at håndhæve anbefalingerne. Efter sognenedlukningen i Aalborg havde restauratørerne i gaden desuden på eget initiativ indført, at der også blev tjekket coronapas ved udendørs servering. Gæsterne har også gjort sig umage for at holde afstand og huske mundbind, mener Lars Børsting.

»Der vil altid være en risiko for smitte, når mennesker mødes. Desværre har vi lige nu et incidenstal i et sogn i Aalborg, der er for højt. I sidste uge var det et andet sogn et andet sted i landet, der stod i samme situation.«

Omend lukningen af gaden er sat til at vare 14 dage, er det Epidemiudvalget, der har magten til enten at forkorte eller forlænge perioden. Borgmester Kastrup-Larsen går ikke så meget op i, præcis hvor længe lukningen varer.

»Det er bare vigtigt ikke at gøre noget midlertidigt, lukke op og så skulle igennem det samme 14 dage efter.«