Langelændere demonstrerede over nyt udrejsecenter på øen
Borgerne mødtes for at udtrykke deres frustration over planerne om et kommende udrejsecenter på øen.
»Mattias Tesfaye, Langeland siger nej!«
Sådan lød det taktfast fra den store folkemængde, der onsdag aften var samlet foran Bagenkop Kro for at udtrykke deres frustration over, at regeringen tidligere på dagen fremlagde planer om, at Langeland skal huse et nyt udrejsecenter for bl.a. udvisningsdømte kriminelle.
Ifølge Jyllands-Postens udsendte medarbejdere var mellem 300 og 400 langelændere mødt op, udstyret med bannere og parat med taler.
»Jeg bliver nødt til at sige, at jeg bliver dybt beskæmmet over, at man i regeringen over en nat kan træffe en så uovervejet beslutning,« lød det fra Lene Berthelsen, der er en af initiativtagerne til forsamlingen.
Hun havde på forhånd anmeldt demonstrationen til politiet, og betjente stod derfor på behørig afstand og betragtede folkemængden, der efter talerne fordelte sig i mindre grupper.
Arrangørens udtalelser mødtes med klapsalver fra de fremmødte, og blandt folkemængden udbrød flere »hørt«.
En af dem var Jesper Skovhus, der sammen med en kæde af langelændere holdt fi protest-banneret.
»Langeland har eddermame været på røven altid. Men det var ved at vende, der var noget positivt på vej, og så kommer sådan noget her. Det er jo helt håbløst,« siger Jesper Skovhus.
Det nye center, som skal ligge i den gamle herregård Holmegaard, skal være i fuld drift om et års tid. Til den tid skal omkring 130 udvisningsdømte, kriminelle udlændinge samt udlændinge på tålt ophold flyttes til Langeland fra det nuværende udrejsecenter Kærshovedgård i Ikast, hvor lokalbefolkningen længe har oplevet utryghed og utilfredshed.
Blandt de nye naboer, som langelænderne kan se frem til at få fra 2022, er eksempelvis den somaliske statsborger og dømte terrorist, Mohamed Geele, som har afsonet en dom på 10 års fængsel for forsøget på at dræbe bladtegneren Kurt Westergaard med en økse i 2010. Geele blev idømt udvisning, men bor i dag på Kærshovedgård.
Torsdag kan borgerne muligvis få chancen for at overlevere deres budskaber direkte til udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye, når han mødes med Langelands borgmester Tonnis Hansen (SF).
Derudover er der torsdag aften planlagt et borgermøde med udrejsecentret på dagsordenen i Humble Hallen.