Lars From har fødderne plantet i den jyske hede, men har hang til adrenalinsus
60 år mandag: Lars From er journalist med stort J, men er også vild med vandski, rafting og isklatring.
Det er ikke bungeejump, vandski, isklatring og rafting, der først springer i tankerne, når man møder journalist Lars From første gang.
Det rolige jyske gemyt, der er født i Billund og nummer fire i en flok af fem børn af forældrene Edith og Kay From, der dengang begge arbejdede for Lego, tager dog fusen på mange, når han fortæller om sine adrenalinfyldte hobbyer.
Faktisk er han så vild med at suse afsted på vandscooteren, klatre og hoppe ud fra høje steder, at tidligere chefredaktør på Jyllands-Posten Carsten Juste på et tidspunkt sagde til ham, at det eneste, Lars From nu manglede, var at blive skudt ud af en kanon.
Lars From blev uddannet som journalist fra Danmarks Journalisthøjskole i Aarhus i 1989. Forinden nåede han at arbejde som bl.a. landbrugsmedarbejder, lagerekspedient og tjenestemandsansat postbud.
Som journalistpraktikant begyndte han på Jyllands-Postens daværende Herning-redaktion, hvor han i dag er tilbage som leder af JP Vest-redaktionen.
På Jyllands-Posten har han indtaget en række forskellige funktioner, dog det meste af tiden på indland. Fra 2011-2014 var han international korrespondent med base i Viby, hvor han dækkede alt fra Rusland til Afrika m.m. Her var han i sit es, for både venner og familie kalder Lars From for en ægte globetrotter.
»Jeg har besteget Kilimanjaro og Mont Blanc. Jeg har sammenlagt besøgt godt 150 lande og territorier over hele kloden. Jeg har rejst alene igennem Mellemamerika og har besøgt lande som Den Demokratiske Republik Congo og Mongoliet sammen med en god kammerat. Min drøm og mit håb er at få besøgt alle lande i verden,« fortæller Lars From.
Privat er han gift med Hanne Møller og har en søn, en svigerdatter og tre børnebørn, som han tilbringer rigtig meget tid med.