Sygeplejerske ændrede mening: »Jeg synes, at vi har vist vores værd«

»Man læser til sygeplejerske, fordi man gerne vil hjælpe folk. Så det tærer hårdt på mig, hvis jeg ikke kan det. Hvis jeg kommer hjem og ikke har nået de mest basale rutiner.«

Det er Anja Hansens ord. Hun er sygeplejerske på en hjerteafdeling, men under pandemien har hun været udlånt til covid-afsnittene på Slagelse Sygehus.

Hun kan sådan set godt lide at have travlt. Det er derfor, hun har valgt et akutfelt.

»Men jeg kan ikke lide at have travlt, fordi vi bare mangler hænder.«

Så sent som i denne uge gik den 28-årige sygeplejerske fra en aftenvagt med følelsen af ikke at være nået i mål. Hun havde to studerende med som føl og en ikke-udlært sygeplejerske til at hjælpe på gangen. Og så skulle hun modtage yderligere fem patienter.

»Travlheden kan f.eks. betyde, at vi ikke når at få de patienter, der ønsker det, op at sidde i stolen, når de skal spise. Vi kan ikke nå at få alle op på en aften. Det er utilfredsstillende. Hvis det var mig selv eller min far, ville jeg da synes, at det var forfærdeligt.«

Efterlyser anerkendelse

På den baggrund er Anja Hansen tippet over til nej-siden. De første dage overvejede hun ellers at stemme ja til nye overenskomster for de næste tre år.

Et lille flertal af sygeplejersker har stemt imod, mens pædagoger, lærere, sosu-ansatte og andre offentligt ansatte har stemt ja. Derfor varsler Dansk Sygeplejeråd nu strejke mod arbejdsgiverne i kommuner og regioner.

»Jeg var meget i tvivl om min stemme. Det fornemmer jeg, at mange har været. For hvad skal det nytte? For mig endte det med at handle om anerkendelse,« forklarer Anja Hansen.

Anerkendelse af travlhed, arbejdsbyrde og ansvar forstås.

»Jeg har et kæmpe ansvar. Og ansvaret i forhold til lønnen er den uretfærdige del. Jeg står med menneskeliv i hænderne og får 23.500 kr. i grundløn for det. Det kunne jeg få i andre jobs uden at være slidt op, når jeg kom hjem.«

Hvorfor tager du så ikke sådan et job?

»Det har jeg overvejet mange gange. Men så har jeg spildt 3,5 år på en uddannelse og skal måske tilbage på SU. Og så har jeg bare et inderligt håb om, at næste gang, så sker der noget. Så bliver vi anerkendt med andet end »tak« eller honninghjerter. Jeg er nok en godtroende type. Det er mange af os. Det har måske også bidt os i måsen. Vi er for søde.«

Efter et år i pandemiens skygge håber Anja Hansen, at sygeplejerskerne bliver mødt med mere lydhørhed end tidligere.

»Jeg synes, at vi har vist vores værd og gjort en indsats. Det er blevet eksponeret. Især i starten sagde folk: ”Ej, I gør et godt arbejde.” Det har vi nu gjort hele tiden. Jeg tror, at vi har lidt mere opbakning fra Danmark end tidligere. Så hvis ikke det skal lykkes nu, hvornår så?« spørger hun.

Hun indskyder, at hun har haft så mange ekstravagter, at hun »ikke har haft et liv. Det spiller også ind.

»Da coronaen kom, kunne vi pludselig se at der var uanede mængder af ressourcer. Man kunne finde mange jeg ved ikke hvor mange milliarder. Jeg kom i beredskabet på coronaafdelingen, og vi var klart dem, der havde bedst vilkår. Min egen afdeling var kørt helt i sænk.«

Tror ikke på strejke

Anerkendelsen kan sagtens komme til udtryk på andre måder end ved flere cifre på lønsedlen, siger Anja Hansen. Bedre arbejdsvilkår kunne gøre det.

»Men det skulle være noget konkret, som vi kunne tage og føle på. Det nytter ikke noget, at man taler om at afsætte penge til puljer, der skal undersøge vores arbejdsmiljø og komme med forslag til forbedringer. Vi ved jo allerede, hvilke forbedringer vi behøver,« siger hun.

»Hvis der f.eks. blev afsat midler til at have en sygeplejerske mere på hver vagt, så vi fik flere hænder. Jeg arbejder 33 timer om ugen, for jeg har ikke overskud til mere. Hvis ikke jeg var psykisk og fysisk smadret, når jeg kom hjem, ville jeg måske kunne overskue at gå fuld tid og tjene mere ad den vej.«

Hvordan kan man forsvare at strejke i en situation, hvor vi er ramt af en coronapandemi?

»Jeg synes ikke, det er strengt at strejke på det her tidspunkt. Vi har vist, at vi nok skal være der, når det gælder. Og nu er vi nede på et niveau, hvor Danmark åbner igen,« siger Anja Hansen.

»Jeg vil helst være fri for at strejke. For det første er vores beredskab større end vores almindelige normering, så hvis vi endelig strejker, kan jeg ikke se, at det rigtig bliver en udfordring. For det andet skal vi selv betale for det. For det tredje skal vi tage ekstravagter, hvis nogen strejker. Så vi har snakket om, hvorvidt det overhovedet er en trussel.«

Anja Hansen tror da heller ikke, at sygeplejerskerne ender med at tage det våben i brug.

»Jeg tror, at vi kommer til at give os ligesom sidste gang. Vi er ikke hårdføre nok til at gennemføre det. Jeg tror ikke på strejken som redskab. Det er mere formalitet og signalværdi. Jeg håber, at de kan se, hvor meget vi mener det, når vi er klar til at gøre det, selv om det mest af alt går ud over os selv.«