»I kirken bliver vi bedt om at undgå støjende adfærd. Det mener jeg også må gå den anden vej«

Henrik Langdahl Jørgensen benægter, at han er en »brokkerøv«.

Han er uddannet pædagog. I mange år havde han aftenvagter i den hårde ende af psykiatrien. I dag er han reiki-healer og forsøger at leve et liv »med fokus på harmoni«.

Da han i 2011 flyttede ind i sin lejlighed på 2. sal i Odder, havde han naturligvis bemærket Odder Kirke overfor. Men han havde ikke skænket klokkerne en tanke. Ikke før han efter en hård aftenvagt den første morgen i sin nye lejlighed vågnede klokken syv med »en krop i alarmberedskab«.

Morgenringning!

»Jeg var bare ... hvad pokker skulle jeg gøre? Jeg havde ikke råd til at flytte igen. Jeg skrev til menighedsrådet. De sendte mig videre til provsten, der sendte mig videre til biskoppen, der sendte mig videre til kommunen, der sendte mig tilbage til menighedsrådet. Jeg ønskede ikke klokketårnet revet ned. Jeg ville bare høre, om de kunne vente med at kime til klokken otte, så jeg kunne komme mig efter mine aftenvagter,« siger han.

Danske kirkeklokker ringer morgen og aften. Ved gudstjenester. Kirkelige handlinger og højtider. Nogle gange i en halv time. Nogle gange med en lydstyrke som en rockkoncert.

Det er ikke ualmindeligt.

Henrik Langdahl Jørgensen, derimod, er en sjældenhed. Han ønsker at stille sig frem med kritik af kirkers klokker. Og selv om den daværende biskop i Aarhus Stift i en mail afslog hans ønske, med det argument at der ikke var andre klagere, og at morgen- og aftenringning har fundet sted fra kirkens tårn, så længe det har eksisteret, så endte Henrik Langdahl Jørgensens klage – på grund af en særlig præst – mod alle odds alligevel i et klokke-kompromis.

Hvad vil Jesus sige?

I årevis har Ilse Sand, stifter af foreningen Vi Elsker Stilhed, hørt på medlemmer, som har forsøgt at komme i dialog med folkekirken om generende høj klokkeringning. Uden held.

Hun ønsker ikke at træde på nogens værdier. Hun har selv på afstand nydt lyden af en kirkeklokke en sommeraften i det fjerne, men:

»Jeg ved ikke, om Jesus ville holde af klokkerne, hvis han kommer igen ...«

Sammen med en gruppe borgere har Ilse Sand derfor stillet et borgerforslag, der skal behandles i Folketinget, hvis 50.000 skriver under. Forslaget er en bøn om at begrænse den tilladte lydstyrke på klokker og bønnekald så meget, at naboer ikke kan høre lyden indenfor, når de har lukket døre og vinduer. Dog med en enkelt undtagelse. På påskedag skal kirkerne for at beskytte kulturarven have lov til at ringe for fuld styrke.

Ilse Sand ser borgerforslaget som et oplæg til debat om kirkens »støj« i et samfund, hvor hun mener, at lyd fylder mere og mere, i takt med at vi bor tættere.

Men llse ... du har jo selv været præst. Hvordan kan du så stille et borgerforslag om, at alle kirkeklokker skal dæmpes?

Hun tænker sig om.

»Men det er jo ikke Jesus, der har fundet på klokkeringningen. Eller at de skal lyde så højt.«

Ilse Sand lægger ikke sin tro på Gud i kirkens ritualer. Hendes kompas er Frelserens kærlighedsbudskab. Der er lyd af præst i hendes stemme. Selv om den 59-årige kvinde for længst har lagt præstekraven fra sig til fordel for et bestsellerforfatterskab inden for emner som ”skam” og ”særligt sensitive mennesker”.

Natten er ikke altid hendes bedste ven. Søvnløsheden lurer i mørket. Hun sover som en vagthund. En enkelt pludselig lyd. Straks er hun vågen.

»Jeg ønsker ikke at træde på nogens værdier, men folkekirkens gode arbejde ødelægges ikke af, at der bliver skruet ned for klokkerne. I dag ligger mange kirker ved boligblokke og ikke længere med marker omkring sig. Måske kunne kirken udvikle sig i takt med samfundet omkring sig. Nøjes med et slag i stedet for tre op til gudstjenesten om søndagen. Måske begynde morgenringningen klokken otte i stedet for klokken syv. Skrue bare lidt ned,« siger Ilse Sand.

Da hun selv boede i en præstegård og var plaget af den tidlige morgenringning, spurgte hun menighedsrådet, om det mon var muligt at vente med at ringe til klokken otte.

»De reagerede, som om jeg havde spurgt om noget uartigt. Men da der kom et nyt menighedsråd, så de anderledes på det, og så fik jeg lov til at sove en time længere. Det ønsker jeg også for andre,« siger Ilse Sand.

Da hun i 2011 stiftede ”Vi elsker stilhed”, blev der gjort grin med den. I dag har den 2.032 medlemmer.

»Kendisser kaldte os en ”sygdomsforening for de, der ikke tåler samfundet”. Livet larmer! Flyt på landet, sagde folk. Men i dag er stilhed blevet populært at tale om. Men hvorfor er kirken undtaget debatten?« spørger hun.

Når Ilse Sand gennem foreningen er blevet kontaktet af mennesker, der klagede over kirkestøj, har hun set en rød tråd i sagerne. Det er, at det sjældent er blevet til en sag. Kirkeklokker er nemlig sammen med blandt andet udrykningssirener undtaget miljøbeskyttelseslovens retningslinjer for støj. Deres ret til at ringe uhindret er forankret i Danske Lov af 1683 og Kirkeritualet fra 1685. Det svar får de fleste, når de klager, oplever hun.

Jeg har talt med Kirkeministeriet, der oplyser, at de løbende modtager klager. Men ikke særlig mange ...

»Det kender jeg svaret på. De, der har problemer med klokker, er typisk følsomme typer, der ikke har lyst til at slås. Mange holder af deres sognekirke. De er bange for, at kirken vil føle sig angrebet. Kirken har en større autoritet, end de selv er klar over.«

I en spids

I Odder Kirke var præsten Lars Berg Thomassen i 2011 netop hjemvendt efter at have været feltpræst, og derfor var han uvidende om sognets skærmydsler, da han pludselig spidsede øre under et møde med menighedsrådet.

»De fortalte, at de igen havde modtaget en klage over klokkerne fra den her nabo. Den havde kørt rundt. Og hver gang var manden blevet mødt af et svar med paragraffer og regulativer. Så manden, der vitterligt havde et problem, blev igen og igen mødt med paragraffer og en fjern kirke,« fortæller Lars Berg Thomassen.

Han bad om ordet og spurgte ud i rummet, om der egentlig var nogen, der havde talt med klageren?

»Det var der ikke, lød svaret. Men man kan jo ikke løse problemer ved at skrive mail. Det virker så hårdt og brutalt. Alt bliver kørt op i en spids.«

Lars Berg Thomassen ringede derfor til Henrik Langdahl Jørgensen. De mødtes til en kop kaffe på kirkegården og lyttede sammen til klokkerne.

»Han havde jo en pointe. De er faktisk ret højlydte. Der bliver ringet sindssygt meget i bykirker. Når solen går op og ned, ved begravelser og under andre kirkelige handlinger, og derudover var der også et klokkespil, der ringede formiddag og eftermiddag.«

De blev enige om at gå op i kirketårnet, hvor de fik øje på nogle luger, der stod åbne.

»Jeg foreslog, at vi prøvede at lukke dem ud til den side, hvor han boede. Det blev løsningen på det, og så hørte jeg aldrig mere fra ham. Jeg tænker, at det måske dæmpede lyden 20 pct. Men han mødte en kirke, der ville lytte. Han fik fred. For mig er det nok egentlig et eksempel på et generelt problem i folkekirken. Sognene bliver slået sammen. Vi bliver større og større og en offentlig fjern institution, der har et autosvar og kan sende folk i ring, når vi synes, at de er trælse,« siger Lars Berg Thomassen, der i dag er sognepræst i Langå Kirke og har lagt storpastorater bag sig.

Og Henrik Langdahl Jørgensen? Støjdæmpningen virkede. Han sover fint..

Men synes du slet ikke, at kirkeklokker er smukke, Henrik?

»Jo da. På en varm sommerdag, hvor det hele summer af fred og ro, kan en kirkeklokke langt ude, der bimler, vække noget ro.«

Det skal bare ikke være i din baghave?

»De er smukke på afstand. Men der er jo ikke brug for aften- og morgenringning længere. De fleste menneskers søvnrytmer er i dag anderledes end bondens. Når jeg går ind i en kirke, bliver jeg mødt af et skilt, hvor jeg bliver bedt om undgå støjende adfærd. Det mener jeg jo så også må gå den anden vej. Man kan prøve at klage til Kirkeministeriet, men held og lykke med det,« svarer Henrik Langdahl Jørgensen.

Lyt her til klokkerne i Odder Kirke

Jyllands-Posten har uden held forsøgt at få antallet af støjklager oplyst fra Kirkeministeriet, der oplyser, at der løbende er klager, men ikke »overvældende mange«, og at der ikke har været et politisk flertal, der har bedt ministeriet agere på området. Desuden henvises til lovgivningen på området, der undtager kirkeklokker fra miljøloven. De fleste klager ordnes lokalt, mener ministeriet.

En salighedssag

Det samme oplever biskop Henrik Wigh-Poulsen, der siden 2015 har været biskop i Aarhus Stift. Han har bedt sit kontor finde de sager, der har været i hans tid. Umiddelbart er der få. En gruppe naboer har klaget over klokken syv-morgenringningen fra en af bykirkerne, men ikke fået medhold. I 2017 blev en af de større bykirker opfordret til at måle lyden, oplyser han – og i en anden sag er der blevet henvist til »den givne lovgivning«, og så var der – før hans tid – en større sag i Horsens om en nybygget kirke, der endte med, at kirken dæmpede klokkerne, da naboerne havde indgivet indsigelser før byggeriet og fået et løfte.

Hvad siger du til dem, der bare gerne vil have lov til at sove til klokken otte?

»Der er jo en grund til, at vi ringer med kirkeklokkerne. Det minder os om, hvor vi hører til, og hvad vi er del af. Klokkeringningen rykker os ud af den hektiske hverdag.«

Men hvorfor behøver det at være klokken syv?

»Det er ikke skrevet i Bibelen, at det skal være klokken syv. Forleden mødte jeg en hundelufter, der spurgte, hvorfor Lukaskirken ringer klokken syv, mens Paulskirken ringer klokken otte. Det er lokalt bestemt, og det kan man tale med sit lokale menighedsråd om. Det er ingen salighedssag for mig. Det vigtige for mig er, at vi lader høre fra os, men om det er klokken syv eller otte, er ikke afgørende.«

Koldkriger

Den slags rummelighed gør Kathrine Lilleør, debattør og sognepræst i Sankt Pauls Kirke i København, vranten.

»Stop. Jeg er koldkriger, hvad det angår. Frelseren gik ikke stille med dørene. Det skal hans kirke heller ikke.«

Kathrine Lilleør ærgrer sig over, at hun altid kan høre Marmorkirken i København, men ikke Sankt Pauls Kirke, der har fået dæmpet klokkerne af hensyn til naboerne.

»Vi kan stadig få klager fra folk, der ikke kan få deres børn til at sove, men hvis man vil have stilhed, må man flytte fra byen.«

Bliver du aldrig blød om hjertet ... børn, der ikke kan sove?

»Faktum er, at børn lærer at vænne sig til lyde. Jeg accepterer ikke det stilheds-tyranni. Kirkeklokker minder os om, at byen ikke kun er høje lyde fra fest og folk, der morer sig. Der er lyde, der går mange hundrede år tilbage og minder os om livsbegivenheder. Nogen skal giftes. Andre skal begraves. Om søndagen er der gudstjeneste. Om morgenen minder lyden os om, at dagen skal begynde.«

Men behøver den at gøre det klokken syv?

»Ha! Vi har allerede strakt os langt. For solen står jo op klokken fire om sommeren. Der er en stor velsignelse i at lære at elske kirkens klokker.«