Se den nyeste vaccinekalender: Hvornår kan du blive vaccineret mod corona?
Sundhedsstyrelsen har lavet markant om på principperne bag coronavaccination i den nye vaccinekalender. Se, hvor du står nu.
Onsdag middag sendte Sundhedsstyrelsen - endnu engang - en ny vaccinekalender ud.
Denne gang er der ændret på slutdatoen, så man nu forventer at have afsluttet covid-19-vaccinationen af alle, der vil vaccineres omkring 25. juli.
Det er ellers kun en uge siden, at den dato var skubbet helt frem til midten af august.
Selvom en ændring på tre uger er markant, er det dog næsten ikke den største nyhed i opdateringen. For eksempel fremgår det også, at den nye kalender igen hviler på, at vaccination med Astrazeneca-vaccinen bliver genoptaget. Denne vaccine har Danmark ellers midlertidigt stoppet brugen af, mens en mulig sammenhæng med blodpropper undersøges.
Og så er der den helt store kolbøtte i kalenderen: Ændringen af vaccinegrupperne.
Her kan du se den nye vaccinekalender - nedenunder er en forklaring af, hvordan grupperne er ændret:
Ændringen består primært af, at det nu i høj grad bliver alder, der bestemmer, hvornår den resterende del af befolkningen kan få tilbudt en vaccine.
Den højeste prioritet vil blive givet i trin fra 84 år og og nedefter, hvor hver gruppe indeholder et spænd på fem år.
Når rækkefølgen når til dem under 50 år - det forventes at ske fra starten af maj - deler sporet sig dog i to. Fra det tidspunkt og frem vil man nemlig sideløbende vaccinere både en af de ældre vaccinegrupper samt en af de yngre vaccinegrupper fra 16 år og opefter.
Allersidst i vaccinekalenderen finder man borgere mellem 30-34 år. De vil først påbegynde vaccination fra midten af juni og være færdigvaccinerede mod slutningen af juli. Hvis planen altså holder.
En sidste ting, man skal bemærke, er, at det nye fokus på at vaccinere efter aldersgrupper betyder, at to hidtige vaccinegrupper bliver sløjfet. Personer, der hidtil skulle findes her, vil altså nu - i udgangspunktet - regne med at få tildelt en vaccine efter deres alder.
De to sløjfede grupper var defineret som ”personale, som varetager samfundskritiske funktioner”, og ”borgere under 65 år med tilstande, som giver øget risiko”.
Der vil i nogle tilfælde dog stadig kunne fremrykkes vacciner fra udvalgte personer, der får havde være i sidstnævnte gruppe.