35.000 kalkuner skal aflives efter fund af fugleinfluenza
Der er nu i alt fundet smitte med fugleinfluenza på ni fjerkræfarme i Danmark, oplyser Fødevarestyrelsen.
35.000 kalkuner på en kalkunfarm nær Skælskør på Sjælland må nu lade livet, efter at man har konstateret smitte med fugleinfluenza blandt dyrene. Det skriver TV 2 Øst.
Myndighederne, bestående af Fødevarestyrelsen og Beredskabsstyrelsen, havde dog allerede aflivet 4.000 dyr i weekenden på samme farm. Man håbede derfor, at det var nok til at slå smitten helt ned, men det var det altså ikke.
»Vi havde håbet, at smitten kun var kommet ind i en stald – men fordi den er så usandsynlig smitsom, så jo før vi kan komme over dem og få dem aflivet, jo større er chancen for, at vi ikke får smitte videre,« forklarer veterinærchef i Fødevarestyrelsen, Birgit Hendriksen, til mediet og vurderer, at aflivningen vil tage to dage.
Det er dog ikke den første fuglefarm herhjemme, hvor smitten har bredt sig.
Ifølge Fødevarestyrelsen er der per den 9. marts i år fundet smitte blandt i alt otte fuglebesætninger i Danmark. Derudover har myndighederne siden november 2020 opfordret borgere til at indrapportere fund af døde, vilde fugle via styrelsens app til formålet, ”Fugleinfluenzatip”.
Fundet af smitte har bl.a. betydet, at avlere siden den 6. november sidste år har skullet overholde særlige krav om at fugle og fjerkræ, der lever i fangenskab, skal leve indlukket eller overdækket, for at forhindre smitte.
Styrelsen vurderer nemlig, at risikoen for, at vilde fugle smitter fuglebesætninger er ”høj”.
Siden årsskiftet har der været flere meldinger om fund af vilde, døde fugle, der er smittet. Senest fandt man den 2. marts 31 døde svaner på en strand nær Voerså i Nordjylland, som Fødevarestyrelsen ligeledes frygtede var døde som resultat af den meget smitsomme fugleinfluenza. Man afventer lige nu testresultaterne.
Ifølge styrelsen bør mennesker dog ikke frygte at blive smittet med virussen.
»Fugleinfluenza kan smitte til mennesker. Der er dog rapporteret om meget få tilfælde af smitte til mennesker i udlandet med de typer af fugleinfluenza, der i øjeblikket cirkulerer i Europa,« skriver styrelsen.