- Opdateret 18/02/2021 kl. 12:25
Hvalros ude af kurs er taget afsted fra Thy igen
Onsdag kom en usædvanlig gæst til Vorupør i Thy - en hvalros. Torsdag er den ifølge politiet væk igen.
Det var en usædvanlig situation, som onsdag udspillede sig ved Kysten i Thy.
På stenene ved molen i Vorupør havde en ung hvalros fundet sig til rette. Torsdag morgen var dyret dog væk igen.
- Den er forhåbentlig på vej til sine artsfæller længere nordpå mod Shetlandsøerne, Svalbard og i Ishavet.
- Det var et ungt eksemplar, som var kommet ud af kurs, fortæller Tommy Hansen, der er vildtkonsulent i Naturstyrelsen Thy.
Hvalrossen er ifølge Verdensnaturfonden den største sælart i Arktis. En udvokset han vejer i gennemsnit 1200 kilo.
Det var dog en ung hvalros, som havde fundet vej til Danmark. Onsdag anslog Tommy Hansen, at den formentlig vejer 300-400 kilo.
Den havde nogle rifter, men det var ifølge vildtkonsulenten helt normalt. Den så derudover sund og rask ud.
Det er yderst sjældent, at dyret er at se i dansk farvand, fortæller han.
- Det, jeg har kunnet læse mig til, er, at der har været en otte til ti stykker siden 1900. Så det er en tiårshændelse, siger Tommy Hansen.
Senest, man fik øje på en hvalros i Danmark, var i 2010 ved den jyske vestkyst.
Det usædvanlige besøg tiltrak også danskere, som ville have et glimt af dyret.
Først på morgenen overvejede politiet ifølge TV Midtvest at afspærre området, da man kunne se på billedet, at forsamlingsforbuddet blev overtrådt.
Det blev dog ikke nødvendigt, da hvalrossen altså endte med at forlade stranden igen efter et hvil.
Tommy Hansen fortæller, at der ikke iværksættes yderligere undersøgelser af det usædvanlige besøg.
- Den er svømmet sin vej, og vi gør ikke mere ud af det. Det giver ikke mening at forske i sådan i et dyr, som kommer forbi en gang hvert tiende år.
- Men den bidrager positivt til, at folk er opmærksomme på, at der er nogle store havpattedyr derude, lyder det fra vildtkonsulenten.
/ritzau/