Fortsæt til indhold
Indland

Her er fire centrale nedslag fra pressemødet

Aftenens pressemøde handlede primært om en ting: Vi skal leve endnu længere med de nuværende restriktioner. Men også de unge fik særlig opmærksomhed fra Mette Frederiksen.

Statminister Mette Frederiksen holdt for kort tid siden pressemøde i statsministeriet, hvor hun og sundhedsmyndighederne orienterede om den aktuelle og kommende coronasituation.

Det helt centrale budskab på pressemødet var, at samtlige nuværende restriktioner forlænges, så de nu varer indtil den 28. februar i stedet for den 7. februar. Det vil sige, at de kommer til at definere hverdagen resten af vinteren.

Men også andre temaer fyldte på pressemødet. Vi har samlet 4 af dem og kogt dem ned herunder.

1

De unge

Både statsministeren og sundhedsministeren brugte en del af deres taler på at henvende sig direkte til de yngre borgere i samfundet. Særligt statsministeren udtrykte, at hun har forståelse for, at det lige nu er ekstra hårdt, hvis man hører til i den yngre målgruppe, og hun roste de unge for deres bidrag til at begrænse smitten.

»Det er svært at være barn og ung i en coronatid,« sagde Mette Frederiksen, der løftede sløret for, at de yngste skolebørn i 0.-4. klasse står først i køen, når Danmark skal genåbnes. Måske kan de allerede før 28. februar være tilbage i skolen.

Regeringen melder ud om de yngste skoleelever i næste uge.

2

B.117 - den britiske variant

Magnus Heunicke fortalte på pressemødet, at den britiske variant, der er mere smitsom end den gængse coronatype, er på fremfærd i Danmark. Lige nu har hver 8. smittede borger varianten B.117.

»Den vil overtage den danske epidemi i løbet af februar. Nye mutationer er klart den største trussel mod Danmarks og Europas epidemikontrol,« sagde sundhedsministeren.

Henrik Ullum, direktør i Statens Serum Institut, oplyste på pressemødet, at man har fundet fire tilfælde af den sydafrikanske coronavariant - alle i forbindelse med rejseaktivitet.

3

Økonomisk redningskrans

Regeringen afsætter 300 milliarder kroner til at styrke likviditeten i danske virksomheder, sagde Mette Frederiksen på pressemødet.

Samtidig forlænges de allerede eksisterende hjælpepakker til kultur- og erhvervsliv, så de løber indtil den 28. februar, ligesom restriktionerne.

»Hvis ikke vi hjælper dansk erhvervsliv og danske lønmodtagere igennem det her, så vil mange miste deres arbejdsplads og virksomheder lukke. Det vil være langt dyrere på sigt for Danmark,« sagde Mette Frederiksen.

4

Hårdere rejseregler

Hele verden var i forvejen malet rød, og regeringen og sundhedsmyndighederne frarådede allerede i forvejen rejser til ethvert tænkeligt land. Men nu bliver grebet også strammet ekstra, hvis flyveren går den anden vej - i retning mod Danmark.

Et flertal i Folketinget er nemlig blevet enige om at kræve coronatest og isolation, når man vender hjem til Danmark, hvis man alligevel skulle have været på rejse i udlandet.

Dermed vil Danmarks indrejserestriktioner være at finde blandt de strengeste i Europa.