Fortsæt til indhold
Indland

Her er myndighedernes plan: De første danskere bliver vaccineret søndag morgen

De danske myndigheder har præsenteret planen for de første vacciner i landet.

De første coronavacciner vil være klar til brug i de danske regioner søndag den 27. december om morgenen.

Det siger sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke onsdag eftermiddag på et pressemøde i Eigtveds Pakhus.

Det er helt konkret fem plejecentre i henholdsvis Ishøj, Slagelse, Aalborg, Aarhus og Odense, der er udset som de steder, hvor de allerførste doser skal gives. Stederne er udvalgt, fordi der er særlig høj smitte i de områder, og planen er, at de første vacciner skal gives nogenlunde samtidig.

»Det vil ske nærmest simultant forskellige steder i Danmark,« siger Magnus Heunicke.

Den første delleverance til Danmark ventes at udgøre 10 pakker fordelt på i alt 9.750 doser, som fordeles og anvendes i de fem regioner »med tilbud om første vaccination til borgere på en række plejecentre og personale samme sted samt frontpersonale på sygehusenes covid-19-isolationsafdelinger og intensive afdelinger«, står der i den plan, som myndighederne onsdag har delt med offentligheden.

Flere regioner havde på forhånd meldt sig parate til at begynde at vaccinere de første personer søndag den 27. december klokken 9 - samtidig med de øvrige EU-lande, og den plan ser altså ud til at holde.

De danske vacciner kommer fra Pfizer/BioNTechs fabrik i Belgien og ventes at ankomme til Statens Serum Institut på lørdag den 26. december, hvorefter den bliver kontrolleret og derpå kan sendes videre ud i regionerne.

Sundhedsstyrelsens direktør Søren Brostrøm kalder det »helt fantastisk«, at vi allerede kan vaccinere de første danskere umiddelbart efter jul og siger samtidig, at der vil være vacciner nok til alle, der ønsker den.

»Vi får alle sammen tilbudt en vaccine, men vi bliver nødt til at prioritere, hvem der får den først,« siger Søren Brostrøm.

Sundhedsmyndighederne oplyser onsdag også, at man »arbejder kontinuerligt for at afsøge alle muligheder for at få yderligere vacciner«. Ifølge Magnus Heunicke har Danmark på den baggrund onsdag anmodet om at købe 2,6 mio. ekstra doser af den allerede godkendte vaccine fra Pfizer/BioNTech.