Fortsæt til indhold
Indland

Politiet får kritik for at opklare færre indbrud

I perioden fra 2016 til 2019 er færre blevet sigtet for indbrud, selv om Danmark har en høj indbrudsrate.

/ritzau/

Kort efter at der er indgået et politiforlig, som skal styrke politiets indsat over for indbrud, kommer Statsrevisorerne med en kritik af politiets indsats i den forrige aftaleperiode.

Når det gælder indbrud har politiet ikke klaret sig godt fra 2016 til 2019. Det fremgår af en ny beretning fra Statsrevisorerne.

I forhold til andre sammenlignelige lande har Danmark en høj indbrudsrate. Danmark har samtidig en relativt lav sigtelsesprocent og opklaringsprocent, fastslår Statsrevisorerne:

- I forligsperioden 2016-2019 er der således sket et fald i antallet af sigtelser for indbrud i privat beboelse. Politiets sagsbehandlingstid er steget. Og politiets produktivitet har været faldende, skriver Statsrevisorerne.

De mener ikke, at Justitsministeriets initiativer for at styrke politiets indsats mod indbrud har været tilfredsstillende.

- Statsrevisorerne finder det faldende antal af sigtelser for indbrud bekymrende, idet det har negativ indflydelse på borgernes tryghed og retsfølelse, skriver Statsrevisorerne.

I denne uge har et flertal på Christiansborg dog indgået en aftale om at styrke politiet med 450 betjente de kommende år. Samtidig indføres der en ”politigaranti” på områder, hvor der er et ”særligt hensyn til borgernes tryghedsfølelse”.

Det drejer sig om netop indbrud i private hjem samt vold, voldtægt og narkotikasalg ved skoler.

På indbrudsområdet betyder politigarantien, at politiet skal rykke ud med det samme. Politiet skal komme frem til borgerens hjem ”hurtigst muligt”, efter der er ringet 112, hvis gerningsmanden fortsat er til stede.

Politiet skal alternativt rykke ud inden for 24 timer efter, at borgeren har anmeldt indbruddet. Medmindre borgeren selv har ønsket, at politiet kommer senere.

- Det indgår i vagtcentralens vurdering, om borgeren føler sig utryg, og om borgeren og pågældendes familie kan opholde sig nogenlunde som vanligt i boligen, indtil politiet har sikret eventuelle spor, fremgår det af politiaftalen.

Her er det desuden aftalt, at partierne bag aftalen i midten af 2022 skal orienteres om status på indbrudsområdet. Det kan give anledning til yderligere tiltag.