Fortsæt til indhold
Indland

Straffesager vælter ind hos domstolene - ventetider bliver længere

En simpel voldssag afgøres 20 måneder efter modtagelse i Retten i Glostrup. Styrelse ser stigende sagspres.

/ritzau/

Ventetiderne bliver generelt længere ved domstolene, fordi det strømmer ind med straffesager.

Det er meldingen fra Domstolsstyrelsen som reaktion på, at en af landets største domstole, Retten i Glostrup, i mange tilfælde ikke er i stand til at træffe afgørelse indenfor rimelig tid.

For tiden må byretten på den københavnske vestegn helt frem til marts 2022, før der er plads i kalenderen til såvel straffesager som civile sager.

Dette tidsperspektiv gælder civile sager, der varer én dag, og de mange straffesager, som af forskellige årsager ikke skal foran i køen.

Mandag fortalte advokat Peter Trudsø om en konkret voldssag. Retten modtog anklageskriftet i april i år. Men sagen kan først afgøres i december 2021 - altså en ventetid på cirka 20 måneder.

Sagen vil vare en halv dag, og to vidner skal afgive forklaring om, hvad der skete ved en episode i december sidste år.

Dommer Christina Breinstrup fra Glostrup har slået fast, at borgere har krav på at få deres sag behandlet indenfor rimelig tid.

- I mange sager kan vi desværre ikke leve op til det krav, konstaterer hun.

I Københavns Vestegns Politi ønsker chefanklager Jens Henrik Jacobsen ikke at svare på spørgsmål situationen.

I Domstolsstyrelsen oplyser direktør Kristian Hertz, at der generelt er udfordringer i retssystemet, og at man er opmærksom på "de beklagelige konsekvenser" for borgerne.

- Vi har de senere år oplevet et stigende sagspres, ikke mindst i antallet af modtagne straffesager, og det har medført stigende sagsbehandlingstider generelt - selv om retterne faktisk har øget produktiviteten, siger han i en skriftlig udtalelse.

I realiteten er det et politisk spørgsmål, hvor længe folk skal vente på en dom.

- Domstolsstyrelsen er løbende i dialog med Justitsministeriet om retternes sagsmængde og ressourcer. Det er i sidste ende en politisk beslutning, hvilke ressourcer der stilles til rådighed for domstolene, skriver direktør Kristian Hertz i en mail.

Folketingets retsudvalg fik forleden besked om, at domstolene er "udfordret af en markant stigning i antallet af modtagne straffesager". I 2019 og i 2018 var stigningen på 15 procent i forhold til 2017.

Der er ikke udsigt til bedre tider. I 2021 vil der ikke ske et fald i de gennemsnitlige sagsbehandlingstider, lyder prognosen, som kan læses i et svar til retsudvalget.

Den seneste statistik viser i øvrigt, at domstolene fortsat modtager flere straffesager, end de kan nå at afgøre. I årets første tre kvartaler kom der 151.000 sager ind ad dørene rundt om i landet. Retterne nåede at afgøre 143.000 sager.