Sundhedsstyrelsen: Undgå mundbind under hagen, i panden eller i hånden
Fra torsdag skal mundbindene findes frem i brede dele af samfundet. Her er tips og trick fra øverste myndighed.
Du må ikke bruge det samme mundbind mandag og tirsdag. Du må ikke sætte mundbindet ned under hagen. Du må i sidste ende selv afgøre, om du vil gå med mundbind.
Torsdag træder nye coronarestriktioner i kraft, og i den anledning har Jyllands-Posten stillet en række lavpraktiske spørgsmål om brugen af mundbind.
Her er Sundhedsstyrelsens svar:
Hvor længe kan man gå med samme mundbind?
»Vi anbefaler, at du ikke har samme mundbind på i mere end fire timer. Denne anbefaling har vi lavet, da det efter fire timer må forventes, at mundbindet er blevet vådt eller beskidt, hvilket kan påvirke dets effekt. Men det kan sagtens være, at du skal udskifte det før, det afhænger af om det er blevet vådt eller beskidt før. Det kan f.eks. være, at du skal skifte det oftere, hvis du har det varmt og sveder meget, da det herved hurtigere vil blive vådt. Det er derfor en god idé at have flere mundbind med sig, så det kan udskiftes, når der er behov.«
Bør mundbindet kasseres efter f.eks. en enkelt tur i bus?
»Generelt bør engangsmundbind kasseres, og stofmundbind bør vaskes efter brug, og du bør undgå at tage det samme mundbind af og på mange gange. Ved korterevarende brug kan mundbind dog genanvendes. Det er f.eks., hvis du skal på toilettet på en restaurant, hvis du skal ind i flere butikker lige efter hinanden, når du har pauser under en undervisningsdag, eller hvis du skal køre et enkelt stop med bussen, og skal videre med toget. Det kan også tages til side kortvarigt, f.eks. for at tage en mundfuld vand, uden at det skal skiftes eller kasseres. Hvis du vil genbruge et mundbind efter kortvarigt brug kræver det, at du tager det af korrekt ved at holde i elastikkerne, og at du ikke berører forsiden af mundbindet. Det skal dog udskiftes, hvis det bliver vådt, mens du bruger det, f.eks. hvis du sveder, fra kondens fra din udåndingsluft, eller hvis det regner. Det skal også udskiftes, hvis det bliver beskidt. Hvis du efter kortvarigt brug anvender det samme mundbind, skal du undgå at have mundbindet siddende under hagen, i panden eller at bære det i hånden, når du ikke bruger det, eller hvis du får det varmt og skal have luft. Tag det i stedet helt af, og opbevar det beskyttet i en pose eller i din lomme, indtil du skal bruge det igen.«
Bør et mundbind kasseres, hvis man rører ved det med sine hænder?
»Nej ikke hvis du f.eks. rører ved elastikkerne for at rette på det eller trykke det på plads ved næseryggen. Men du bør undgå at røre ved det, når du har fået taget det ordentligt på, og huske at vaske eller desinficere dine hænder, hvis du er kommet til at røre ved det alligevel.«
Kan det samme mundbind bruges til en indkøbstur mandag og en ny indkøbstur tirsdag?
»Hvis det er et engangsmundbind, bør du smide det ud i en skraldespand mandag, og bruge et nyt til indkøbsturen tirsdag. Hvis det er et genanvendeligt mundbind af stof, kan du godt bruge samme mundbind, men du bør have vasket det, imellem du bruger det og sikre dig, at det er tørt, når du bruger det igen.«
I skriver, at »personer som har betydeligt ubehag ved brug af mundbind«, er undtaget fra at bære mundbind. Hvem afgør, om man har »betydeligt ubehag« ved at bruge mundbind – er det op til den enkelte selv at afgøre?
»Ja, det er op til den enkelte. Der kan være mange individuelle og personlige årsager til, at man ikke kan bruge et mundbind eller visir, og man skal ikke forelægge dokumentation for dette. Vi opfordrer alle, både borgere, trafikselskaber, restauranter, erhvervsdrivende, mv., til at respektere hinanden i den henseende. Det er meget vigtigt med en udbredt forståelse af, at ikke alle kan bære mundbind eller visir, og at der ikke altid er en synlig årsag til det.«