Kun to åbne lande i Europa tilbage
Med Udenrigsministeriets nye rejsevejledning lukker Tyskland og det meste af Sverige
Valgmulighederne for rejselystne danskere er efterhånden til at overse: Grækenland eller Norge.
Med Udenrigsministeriets nye rejsevejledning torsdag er kun de to lande åbne for ikke-nødvendige rejser, og det er konsekvensen af de fortsat stigende smittetal i de fleste af de europæiske lande.
Allerede onsdag kunne direktør Erik Brøgger varsle befolkningen om stramninger, og nu er det meste af Europa-kortet farvet orange, fordi smittetallet er højere end 30 nye smittede pr. 100.000 indbyggere på en uge.
Med den nye rejsevejledning lukker således også nabolandet Tyskland, men her gælder en særlig nabolandsaftale, som betyder at Slesvig Holsten lige syd for den dansk-tyske grænse fortsat er tilgængelig for ikke-nødvendige rejser.
Desuden kommer også Letland og Cypern på den orange liste, så det sammenlagt er tre lande, som føjes til rejsemål, der ikke kan anbefales på grund af coronasmitte.
Også nabolandet mod øst bliver sværere at besøge fremover. Her gælder samme regel om, at det ikke er hele landet, der går i orange på én gange, men at landet deles op i regioner.
Hidtil har 12 af 21 svenske regioner været orange, men med de nye rejseregler føjes yderligere fire regioner til listen over områder, som danskerne ikke anbefales at rejse til på ferie.
Tilbage som åbne regioner er nu kun fem: Gävleborg, Kalmar, Värmland, Västerbotten og Vester Norrland.
De orange lande karakteriseres også som karantænelande i Udenrigsministeriet af den indlysende årsag, at vælger man - trods anbefalingen - alligevel at rejse til et land med den farve, skal man gå i karantæne ved hjemkomsten.
For at skifte farve fra lukket til åbent land - eller fra orange til gult - kræver det, at smittetallet i det enkelte land kommer under 20 nye smittede pr. 100.000 indbyggere i en uge.