Lovforslag lægger ikke op til at undersøge alt i spionsagen
Justitsminister Nick Hækkerup har fremsat et lovforslag om en undersøgelse af FE-sagen, men al kritik ser ikke umiddelbart ud til at blive undersøgt.
Det bliver op til justitsminister Nick Hækkerup at bestemme, hvad og hvem der skal undersøges i spionsagen fra Forsvarets Efterretningstjeneste, FE.
Det fremgår af det lovforslag, som han torsdag har fremsat i Folketinget om nedsættelse af en undersøgelseskommission bestående af tre dommere fra Vestre Landsret.
Sagen eksploderede, da Tilsynet med Efterretningstjenesterne, TET, den 24. august udsendte en pressemeddelelse, som foreløbig har ført til tjenestefritagelse af fem chefer i FE og Forsvarsministeriet.
Tilsynet fastslog bl.a., at FE siden 2014 har ført tilsynet bag lyset ved bl.a. at afgive urigtige oplysninger om indhentningen og videregivelsen af oplysninger, at der er risiko for, at tjenesten i strid med loven har indhentet og videregivet oplysninger om danske statsborgere, at FE uberettiget har spioneret mod en ansat i tilsynet, samt at der er indikationer på, at FE før 2014 har begået ulovligheder og undladt at reagere på tegn på spionage rettet mod Forsvarsministeriets område.
NSA-samarbejde
Medierne har afdækket, at kritikken konkret drejer sig om FE’s samarbejde med den amerikanske efterretningstjeneste NSA.
Med lovforslaget ser det ikke umiddelbart ud til, at alle forhold nævnt af tilsynet skal undersøges af undersøgelseskommissionen bag lukkede døre.
Kommissionen skal ifølge selve lovteksten undersøge »visse forhold« omtalt af tilsynet, og det fastslås, at kommissionens opgaver »fastlægges nærmere i et kommissorium, som fastsættes af justitsministeren«.
I lovforslagets bemærkninger konkretiseres det, at undersøgelsen skal »fokusere på de mest centrale og konkrete punkter« i TET’s kritik, »herunder spørgsmål om mulig indhentning og videregivelse af oplysninger vedrørende danske statsborgere, orientering af skiftende forsvarsministre, Forsvarets Efterretningstjenestes eventuelle tilbageholdelse af oplysninger og afgivelse af urigtige oplysninger til Tilsynet med Efterretningstjenesterne og spørgsmål om Forsvarets Efterretningstjenestes uberettigede behandling af oplysninger om en ansat i Tilsynet med Efterretningstjenesterne.«
Ud fra den beskrivelse synes der umiddelbart at være to forhold, som regeringen ikke ønsker at få undersøgt.
Det ene er tilsynets konklusion om, at der er indikationer på, at FE har undladt at reagere på eller undersøge tegn på spionage rettet mod Forsvarsministeriets område.
Mulig vildledning
Det andet er mistanken om, at FE og/eller daværende forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) har vildledt Folketingets kontroludvalg med efterretningstjenesterne.
Pernille Skipper og Christina Egelund stod for nylig i frem i Jyllands-Posten og fortalte, at de har en alvorlig bekymring for at være blevet vildledt, da de begge var medlemmer af kontroludvalget for henholdsvis Enhedslisten og Liberal Alliance. De har bedt forsvarsminister Trine Bramsen om, at den mistanke bliver undersøgt af undersøgelseskommissionen. Men det ser altså ikke ud til at ske.
Om der er endnu et forhold, som heller ikke umiddelbart ser ud til at skulle undersøges, er usikkert.
Tilsynet nævner i sin kritik, at der er indikationer på, at FE før 2014 ulovligt har indhentet og videregivet en betydelig mængde oplysninger om danske statsborgere. Om det skal undersøges, er uklart. Der står ikke i lovforslagets bemærkninger noget om, at undersøgelsen af, om der er sket indhentning og videregivelse af oplysninger vedrørende danske statsborgere også skal omfatte perioden før 2014.
Det, som justitsminister Nick Hækkerup konkret nævner skal undersøges, svarer til indholdet i en pressemeddelelse, han sendte ud mandag. Dengang udtalte Enhedslistens forsvarsordfører Eva Flyvholm frygt for, at Socialdemokratiet og Venstre ville mørklægge sagen.
»Jeg er rent ud sagt bekymret for, at V og S er blevet enige om, at der skal lægges et stort låg på. Og det er måske belejligt for en række tidligere ministre, men det tjener ikke vores demokrati,« sagde hun.
Venstres forsvarsordfører, Lars Christian Lilleholt, sagde, at han forventede, at alle forhold nævnt af tilsynet bliver undersøgt, men at han vil lade det være op til regeringen. Til gengæld fastslog han, at Venstre ikke ønsker undersøgt, om FE og/eller Claus Hjort Frederiksen som forsvarsminister vildledte Folketingets kontroludvalg i sagen om FE’s samarbejde med den amerikanske efterretningstjeneste NSA.
Jyllands-Posten har for to dage siden spurgt justitsminister Nick Hækkerup, om alle forhold nævnt af Tilsynet med Efterretningstjenesterne – samt mistanken om vildledning af Folketingets kontroludvalg – skal undersøges af de tre landsdommere. Han har ikke svaret.