Fortsæt til indhold
Indland

Skattestyrelsen beklager fejl: Har udsendt mærkater på 9 mio. cigaretpakker med for lave priser

Tobaksproducenter kan sælge cigaretter til ulovligt lave priser takket være en fejl hos Skattestyrelsen.

Skattestyrelsen har ved en fejl sendt ca. 9 mio. afgiftstempler på cigaretpakker ud i handlen med priser, der er billigere end loven tillader.

Den 1. april i år blev afgiften på tobak hævet, så en gennemsnitlig pakke cigaretter skulle koste 55 kr. i stedet for ca. 41 kr.

Men et halvt år senere bliver der stadig solgt cigaretter til den gamle, billigere pris.

Det sker på trods af, at loven kræver, at afgiftsmærkeprisen − dvs. den pris, der står på pakken − ikke må være lavere end tobaksafgiften plus moms. Det vil sige 44 kr.

Alt under denne pris er ulovligt.

Nu viser det sig, at Skattestyrelsen, som trykker afgiftsmærkerne til cigaretpakkerne, ved en fejl har godkendt og udsendt flere millioner mærker med en salgspris, der er lavere end loven tillader.

»Konsekvensen er, at Skattestyrelsen fra den 1. april 2020 til den 1. september 2020 har udsendt afgiftsmærker på ca. 9 mio. cigaretpakker med ”detailsalgspriser” under 44 kr. Dette svarer til ca. 10 pct. af det samlede antal bestilte mærker i den pågældende periode,« skriver styrelsen i en pressemeddelelse.

Skattestyrelsen beklager fejlen:

»Jeg lægger mig fladt ned og siger: Vi har ikke haft den nødvendige kontrol. Vi har ikke kontrolleret den detailpris, som tobaksproducenterne har bedt om at få trykt på afgiftsmærkerne. Det burde vi have gjort,« siger Anne Sofie Hedemann, underdirektør i Skattestyrelsen.

Styrelsen forklarer fejlen med, at fokus har været på, om selve afgiften for tobaksproducentens bestilling af mærker var beregnet korrekt – og ikke på, om salgspriserne var over mindsteprisen på 44 kr.

Langt størstedelen af de ulovlige cigaretter er formentlig solgt for længst, men Skattestyrelsen vil nu undersøge mulighederne for at tilbagekalde de resterende pakker med fejlbehæftede afgiftsmærker. Samtidig har styrelsen oplyst tobaksbranchen om, at priser under 44 kr. pakken ikke er lovligt, og opfordret til at stoppe salget.

Grundet tavshedspligt kan styrelsen ikke sætte navne på de tobaksproducenter, der har bestilt afgiftsmærker med ulovlige priser.

Kunstigt lave priser

Når tobaksfabrikanterne bestiller deres afgiftsmærker hos Skattestyrelsen, udfylder producenten en bestillingsblanket, hvor afgiften er beregnet. Producenten eller importøren oplyser også, hvad pakken skal sælges for i detailhandlen, og denne pris danner grundlag for afgiftsberegningen, som skal være trykt på pakken, når den sendes ud i butikkerne.

Ifølge Skattestyrelsen skal den aktuelle salgspris ligge »et godt stykke over 44 kr.« for at producenterne kan tjene penge på pakken.

Men de seneste måneder har der hersket en priskrig i visse dele af tobaksindustrien. En lille del af tobaksbranchen har solgt cigaretter til en kunstigt lav pris for at lade rygerne slippe for den højere afgift.

For eksempel har det været beskrevet, at tobaksgiganten Phillip Morris i en periode har sænket priserne, så en pakke Marlboro kan købes for 41 kr. Dermed er der i strid med loven blevet sendt cigaretter til ud til forbrugerne med priser under det lovlige niveau.

Og det er altså her, at Skattestyrelsen er kommet til at godkende afgiftsmærker til cigaretter med en for lav detailsalgspris.

»En lille del af branchen, der har bestilt disse afgiftsmærker, betaler således korrekt afgift og moms til staten, men har trods dette valgt at sælge cigaretter til en pris, der svarer til prisen før afgiftsstigningen,« skriver Skattestyrelsen, som nu vil skærpe kontrollen.

Supermarked har fjernet billige cigaretter

De billigere cigaretter har været solgt i kiosker og så godt som alle supermarkeder i Danmark, herunder SuperBrugsen, Fakta og Irma samt hos Salling Group, der bl.a. omfatter Netto, Føtex, og Bilka.

Supermarkedskæden Lidl valgte dog for knap tre uger siden at fjerne alle de billigere cigaretter fra butikkerne for at leve op til intentionen i den politiske aftale om at gøre det dyrere at ryge. Sidenhen har Lidl også besluttet, at en ny sending billige cigaretter, som kæden modtog fra Phillip Morris, ikke bliver solgt.

Det kan mærkes på salget, som ifølge Rasmus Pape, indkøbsdirektør i Lidl Danmark, er faldet med en tocifret procentsats, siden de nye cigaretafgifter trådte i kraft i foråret.

Og faldet er kun taget til, siden Lidl fjernede de billigere cigaretter fra butikkerne, oplyser han.

Minister åben for tiltag

Skatteminister Morten Bødskov tager afstand fra, hvis tobaksindustrien forsøger at omgå reglerne, og erklærer sig klar til at gribe ind om nødvendigt.

Det skriver han i et svar til Folketinget:

»I det omfang at der er nogle tobaksproducenter, der ikke har overholdt reglerne, vil de naturligvis blive efteropkrævet den korrekte afgift. Såfremt tobaksproducenterne på anden vis søger at omgå afgiftsstigningen, f.eks. ved at dumpe priserne, må vi se nærmere på, hvilke initiativer vi kan sætte i søen for at dæmme op for problemet,« skriver Bødskov.

Cigaretter og tobaksvarer, der er solgt til grossister inden den 1. april 2020, må gerne sælges til den gamle cigaretpris.

Artiklen er opdateret med oplysninger fra supermarkedskæder samt interview med Skattestyrelsen.