Over 300 kvinder har skrevet under på kronik om sexisme i politik

322 kvinder har skrevet under på en kronik om, at de har oplevet eller været vidne til sexisme, seksuel chikane og magtmisbrug i forbindelse med deres politiske virke. Kronikken er offentliggjort af Politiken fredag aften.

Det er bl.a. kvindelige politikere i regioner, byråd og ungdomspartier, som er medunderskrivere.

»Vi har alle oplevet det i vores respektive partier på tværs af hele det politiske spektrum, enten på egne vegne eller andres,« skriver de i kronikken og tilføjer:

»Grænseoverskridende adfærd er desværre at finde på landsmøderne, på Christiansborgs gange, i lokalforeningerne, til bestyrelsesmøderne og i sociale sammenhænge.«

Samtidig er der i Politiken udgivet 79 anonyme beretninger, som er indsamlet blandt de 322 underskrivere. Det er påstande om at have oplevet alt fra sexistiske og grænseoverskridende kommentarer til at have været udsat for befamlinger og voldtægt. Jyllands-Posten har talt med de fire kvinder, som står bag kronikken.

Initiativtagerne er Maria Gudme, socialdemokratisk regionsrådspolitiker i Region Hovedstaden, Camilla Søe, medlem af Venstre, Sigrid Friis Proschowsky, tidligere formand for Radikal Ungdom og Freja Fokdal, medlem af Radikale Venstre.

De ønsker ikke at fortælle om, hvad de personligt har oplevet, men håbet er, at initiativet vil gøre en forskel for, hvordan kvinder behandles i politik.

»Vi har taget det her initiativ, fordi vi har oplevet i politik, at der er en sexistisk kultur, som vi gerne vil have gjort op med,« siger Camilla Søe.

»På den her måde er der næsten ikke noget parti, der kan sige, at det ikke sker hos dem og kaste bolden over på den anden banehalvdel,« siger Freja Fokdal.

»Og vi vil gerne sætte fokus på, at der ligger en meget, meget stor fællesopgave i at løse det,« siger Sigrid Friis Proschowsky.

At de fire kvinder er gået sammen på tværs af partiskel har ikke været strategisk, fortæller de. Kvinderne kendte hinanden i forvejen og skrev sammen på Facebook Messenger mandag, hvor idéen opstod.

»Vi kunne også have været tre eller seks kvinder, eller vi kunne have repræsenteret andre partier. Det er ikke strategisk, men det er klart, det betyder noget for troværdigheden og tilliden ind ad til. At kvinderne har følt, at det var trygt at bidrage til kronikken, fordi det ikke skulle bruges som skyts mod nogle andre,« siger Sigrid Friis Proschowsky.

De skrev kronikken i et word-dokument og sendte det til deres netværk af kvindelige partifæller, som så har sendt det videre rundt. Derfor er mange af underskriverne unge kvinder ligesom dem selv, forklarer de.

Sigrid Friis Proschowsky: »For mig har det også været sådan, at nogle bliver nødt til at gøre noget. Det var bare et spørgsmål om at tænde den første gnist og så se…«

»Det brænde,« siger Freja Fokdal.

At over 300 kvinder har skrevet under i løbet af tre dage, har overrasket dem, ligesom karakteren af nogle af beretningerne også har rystet dem. Derfor har de bl.a. været i kontakt med Center for Voldtægtsofre og fået kommunikeret hurtigt ud til underskriverne, hvordan man kan anmelde seksuelle overgreb, samt hvor man kan få hjælp, fortæller Maria Gudme.

Kvinderne kender navnene på, hvem der står bag de forskellige anonyme beretninger i kronikken. Men de peger på, at der en pointe i, at navnene ikke offentliggøres.

»Hvis vi skulle have gjort det anderledes, så tror jeg ikke, at vi ville have kunnet få åbnet op for de stemmer,« siger Maria Gudme.

»Det kan være meget, meget tungt at gå ud og sætte navn på sig selv og sætte navn på sin krænker. Det har store personlige konsekvenser, når man gør det, uanset hvordan man vender og drejer det. Og det har også store karrieremæssige konsekvenser for den, man vælger at pege på som sin krænker. Derfor havde vi en oplevelse af, at der var mange ting, der ikke blev sagt« siger Camilla Søe og tilføjer:

»Nogle har også interesse i at sætte spørgsmålstegn ved, hvorvidt kvinderne har bedt om det selv, går klædt på en specifikt måde, har et ry i forvejen. Selv i 2020 er det forbundet med skam at stå frem og sige, at man har oplevet sexisme.«

Freja Fokdal:

»Og så er der partiloyalitet. Det kan også være, at man er bange for konsekvenserne for ens parti. Det kan jeg sådan set godt forstå, fordi partiet er et projekt, man virkelig tror på.«

»Det er også med til at styrke budskabet om, at det er et fælles problem. Det er sådan set underordnet, hvem der har oplevet det, eller i hvilket parti. Det vigtige er, at det foregår alle steder, og alle har et ansvar for at komme det til livs,« siger Sigrid Friis Proschowsky.

Spørgsmålet er, om de kan være sikre på, at beretningerne er sande? De fire kvinder forklarer, at de har været i kontakt med kvinderne bag hver enkelt beretning for at få bekræftet oplevelserne i fortrolighed.

Maria Gudme: »Vi er helt med på, at vi ikke har dokumentation mere, end at vi ved, hvem de er, og de har bekræftet deres oplevelse overfor os og vist os den tillid. Jeg vil så også sige, at nogle af de beretninger, man læser, der skal man godt nok også have en god fantasi, hvis man skulle have fundet på det.«

Kvindernes håb er, at kronikken vil føre til en dialog om, hvordan man kan få gjort op med sexisme i politik. Ikke at der skal peges fingre, som Freja Fokdal siger:

»Vores mål er at få en bedre kultur i politik. Det er ikke, at vi skal pege fingre. Vi vil bare gerne have, at der kommer en ændring i kulturen, så det bliver et bedre sted at være.«

Maria Gudme: »Det handler om at ændre fremtiden. «